Organisationer står sammen mod homofobi i idrætten

Idræt skal være for alle uanset køn og seksualitet. Derfor markerer en række organisationer kampen mod homofobi i idrætten ved en fodboldturnering under Copenhagen Pride-ugen.

"I idrætten og foreningerne mødes vi på tværs af alder, køn og baggrund. Og der skal være plads til alle nuancer, siger formand i DGI, Charlotte Bach Thomassen.

Det er tredje år i træk, at en række organisationer går sammen om at sparke homofobi ud af idrættens verden. Det sker i en venskabelig fodboldturnering, som har til formål at sætte fokus på udfordringer med homofobi i dansk idræt.

”I idrætten og foreningerne mødes vi på tværs af alder, køn og baggrund. Vi mødes om aktiviteten, legen og fællesskabet. Et fællesskab, hvor der skal være plads til alle nuancer,” siger formand i DGI, Charlotte Bach Thomassen.

Begivenheden på Islands Brygge bliver åbnet af ligestillingsminister Mogens Jensen, men han bliver ikke eneste politiker til arrangementet. Der er nemlig sammensat et politikerhold til turneringen, som tæller blandt andre udenrigsminister Jeppe Kofod, SF-formand Pia Olsen Dyhr og politisk leder for Alternativet Uffe Elbæk.

Skulder ved skulder

Foruden et politikerhold danner DBU og Spillerforeningen et sammensat hold. Det samme gør DIF og DGI, ligesom venskabsklubberne Pan Idræt og HIK også stiller op under samme fane denne eftermiddag. Også Institut for Menneskerettigheder og Amnesty International er en del af eventet.

Dermed er det en række organisationer i samlet trop, der sender et stærkt signal om, at de står skulder ved skulder i kampen mod homofobi i sportens verden.

Formand i Pan Idræt Christian Bigom glæder sig over det stærke signal, som organisationerne sender ved at så sammen og sætte fokus på problemet.

- Homofobi og den manglende mangfoldighed nogle steder er et problem i idrættens verden. Derfor er det vigtigt, at der er fokus på det, og det kan en turnering som denne være med til at gøre. Vi håber i Pan Idræt, at det øgede fokus kan være med til at flytte grænser og bane vejen for, at der er plads til alle i sport. Det er et stærkt signal, at så mange organisationer står sammen om at sparke homofobien ud af idrætten og skabe fokus på mangfoldighed og tolerance både på og uden for banen. Det handler om, at alle skal føle sig inkluderet.

Der bydes velkommen klokken 17.00 i Havneparken på Islands Brygge, hvorefter turneringen sparkes i gang i et ”alle mod alle”-format. Alle interesserede er meget velkomne til at kigge forbi.