Alice har demens: ”Idræt giver mig så meget”
Kalenderen er fuld af aktivitet for 75-årige Alice Thysen og hendes mand. Det er nemlig både sjovt og trygt at komme i den lokale idrætsforening, som er blevet demensvenlig.
Trækker du en streg mellem Ribe og Tønder, rammer din pen den lille by Frifelt på halvvejen. Her bor ægteparret Alice og Niels Simon Thysen med udsigt til den gård, de selv drev og boede på, indtil sønnen tog over. Siden da har seniortilværelsen suset derudaf med godt selskab og gode oplevelser.
Men for tre år siden fik Alice Thysen at vide, at hun har demenssygdommen Alzheimers. Det tvang hende og ægtemanden til at stoppe op: For hvordan ville den melding påvirke deres liv?
”Jeg vil så gerne fortsætte med at leve et helt almindeligt liv. Det vil både Niels Simon og jeg. Vi er begge meget aktive,” siger Alice Thysen.
Og det gode liv fortsætter heldigvis. For venner og familie tager hensyn til Alices situation – og den lokale idrætsforening, hvor ægteparret deltager i aktiviteter flere gange om ugen, har uddannet sig som Demensvenlig Idrætsforening.
Jeg gør alt det, som jeg kan komme med til, for det giver mig så meget
Alice Thysen
Et helt almindeligt liv
Alice og Niels Simon er begge midt i 70’erne, men deres aktive liv kan gøre et ungt menneske forpustet. Gymnastik, jagt, krolf, arrangementer i foreningen VAKS og Idræt på Tværs. Foruden den ugentlige tur med cykelklubben.
”Vi prøver på at holde fast i den omgangskreds, som vi altid har haft. Det betyder meget, at vi kan fortsætte med at ses med dem,” siger Niels Simon Thysen.
Frifelt Sportsforening er blevet demensvenlig. Instruktøren på Alices gymnastikhold, Gudrun Sørensen, er uddannet demensvenlig instruktør, og hun er blevet mere opmærksom på, hvordan sygdommen kan påvirke Alice Thysen:
”Jeg bruger de værktøjer, som jeg har lært, til at støtte Alice, så hun kan få være med i træningen. Og så gjorde selve kurset mig opmærksom på, at mennesker med demens kan opleve nogle barrierer for at deltage, som vi andre måske ikke har,” siger Gudrun Sørensen.
Foreningen er et trygt sted
Du kan ikke se det, og udover et par gentagelser, kan du heller ikke høre, at Alice Thysen har demens. Men én af dem, som særligt mærker det, er hendes mand. Han opdager tegnene, selv når hans kone ikke gør.
Han nyder ligesom sin kone at få sig rørt i selskab med en kendt omgangskreds.
”Jeg står ikke og vogter Alice, når vi er til idræt. Det behøver jeg ikke, for jeg ved, at Gudrun og de andre er gode til give Alice et skub i den rigtige retning, hvis hun lige går i stå,” siger Niels Simon Thysen.
Det giver ham en tryghed at vide, at dem på holdet og ikke mindst instruktøren kender til og har forståelse for Alices situation. Ofte handler det bare om, at hun et kort øjeblik kommer ud af spillet og derfor skal mindes om, at ’nu er det din tur’. Men spillet er også langt fra det vigtigste:
”Det giver os meget socialt at leve et aktivt liv i idrætsforeningen. Det er ikke for at vinde i krolf, vi kommer. Det er jo det sociale, vi opsøger,” siger Niels Simon og Alice supplerer og siger, at kaffe og kage efter træningen er mindst lige så vigtigt.
Fra barnsben
Alice Thysen startede til gymnastik, da hun var en lille pige. Det håber hun, hun kan fortsætte med mange år endnu.
”Det er så dejligt at komme ud og jeg vil gerne blive ved så længe, jeg kan. Jeg gør alt det, som jeg kan komme med til, for det giver mig så meget,” siger Alice Thysen, inden hendes mand supplerer:
”Jeg tror simpelthen ikke, at hun kan lade være. Hun står jo også for alt det huslige i huset. Hun har altid været meget aktiv,” siger Niels Simon Thysen.