Bidt af langskydning fra det første BANG

Piger kan også skyde langt. Det satte Signe Steffensen en tyk streg under til præmieskydning i 200 meter i Vingsted. Men det kræver et alvorsord med riflen.

Signe Steffensen jubler over at vinde et præmievåben på 200 m Foto: Gregers Kirdorf

Suset, teknikken og lyden. Signe Steffensen er bidt af langskydning med riffel. Så bidt, at hun husker, hvordan fascinationen af den tunge riffel startede ved det allerførste skud.

”Jeg faldt for det store BANG, idet jeg trykkede på aftrækkeren. Det er så markant anderledes end det plaf, som lyder på eksempelvis 50 meter banen,” siger den 18-årige skytte.

Siden det første skud har hun brugt mange timer på skydebanen. I weekenden blev træningstimerne belønnet med en førsteplads ved præmievåbenskydning på 200 meter udendørs til DM i Vingsted.

Alle kigger til højre, men jeg står vendt direkte imod dem og kigger dem i øjnene. Det tirrer dem

Signe Steffensen

”Jeg var heldig, at min største konkurrent skød et par dårlige skud til sidst, så jeg fik sneget mig op foran ham,” siger hun.

Præmien var et våben til 13.000 kroner.

Kampen om magten

Passionen for langskydning gav ømme skuldre de første år på 200 meter banen. Kraften ved rekylen kan nemlig give selv store mænd blå mærker.

Signe Steffensen besluttede dog, at hendes slanke pigeskikkelse ikke skulle tabe magtkampen til riflen.

”I starten havde jeg nogle dybe samtaler med riflen, for at vi sammen kunne finde en teknik, der ikke gav blå mærker,” siger den 18-årige langskytte.

Det er nu flere år siden, at riflen har slået igen. I dag balancerer hun elegant den 5,5 kg tunge riffel, mens hun sigter efter skiven.

”Det handler i høj grad om teknik, og den del har jeg trænet i mange år efterhånden,” siger hun.

DM udendørs resultater

DM i skydning udendørs 12.-13. september byder på resultater fra to aktiviteter:

  • riffelskydning for ungdom.
  • pistolskydning for ungdom og senior.

 Du finder links til resultater her

Desuden kan du følge DM på DGI Skydnings Facebook-side

Læs også artiklen om point og psyken

Læs også artiklen om DM-jubel

Læs også artiklen om OL-drømmeren

Læs også artiklen om opbaklning

Ser modstanderen i øjnene

Det er 10 år siden, hun første gang kneb øjnene sammen og tog sigte på skydeskiven i Horne Skytteforening. Allerede dengang skilte hun sig ud på banen. Signe Steffensen er links-skytte – det, man kalder en venstrefodsspiller i fodbold.

Det kan give nogle udfordringer.

”Nogle gange fylder konkurrenten ved siden af mig over på min bane, fordi jeg står modsat end dem,” siger hun.

Mine venner synes, det er sejt, at jeg skyder langt, og jeg synes bare, at det er super fedt

Signe Steffensen

Også tøj og udstyr skal laves modsat de andre skytter. Den største forskel er dog, at hun står anderledes end sine konkurrenter.

”Alle kigger til højre, men jeg står vendt direkte imod dem og kigger dem i øjnene. Det kan jeg se, tirrer dem en gang imellem,” forklarer hun.

God træning for psyken

Den unge skytte er ikke kommet sovende til sejren i weekenden. Hun træner tre gange om ugen plus stævner og konkurrencer. Men det er ikke kun skydetræning og styrketræning, hun bruger tid på.

”Det er en fordel at kunne gå ind i sig selv, når du står og skyder, for så kan du bedre fokusere,” forklarer Signe Steffensen.

Kombinationen af fysisk- og mentaltræning har givet hende kræfterne til at tumle den 5,5 kilo tunge riffel. Hun synes ikke, at piger skal frygte langskydning.

”Mine venner synes, det er sejt, at jeg skyder langt, og jeg synes bare, at det er super fedt,” siger hun.