Bornholmske DM-skytter må tage en ekstra fridag

10 øboer styrker sammenholdet med den lange rejse til Vingsted

10 skytter fra Nyvest Skytteforening på Bornholm deltog sammen til DM i Vingsted Foto: Gregers Kirdorf

Skytter fra Bornholm, der skal deltage i DM i Skydning i Vingsted, rejser hjemmefra fredag morgen klokken 7.

Den lange rejse ryster øboerne godt sammen og fører dem på medaljeskamlen.

10 skytter fra Nyvest Skytteforening på Bornholm er taget sammen Vingsted.

Deltagelsen koster dem alle en fridag fredag, fordi rejsen er så lang og nogle gange hård.

Skytter hepper på hinanden

Denne gang fik de færreste eksempelvis morgenmad om bord på færgen, fordi det blæste så meget, at de måtte lægge sig på gulvet.

Til gengæld giver den lange rejse dem også noget særligt. Det fortæller Susanne Pihl, der er træner, kasserer og aktiv skytte i foreningen.

”Vi er sammen fra vi rejser hjemmefra og til vi er tilbage. Det giver et helt særligt sammenhold og fællesskab. Det er en lang rejse, men vi er sammen om det og er her til at heppe og støtte hinanden,” fortæller hun.

Sammenhold giver fælles resultater

Om det er roen i det at have god tid, når de er i Vingsted, fællesskabet, den skyttemæssige rutine eller en kombination skal være usagt.

Men seniorholdet, som blandt andre Susanne Pihl skyder på, vandt sølv i holdkonkurrencen på luft for andet år i træk.

Foreningens øvrige skytter bakker op imens og er med til at fejre foreningens succes.

Vi er seriøse, når der skal skydes, og hygger os med hinanden i al den anden tid

Susanne Pihl, aktiv ildsjæl i Nyvest Skytteforening

Fælles middag styrker det sociale liv

Lørdag aften er desuden dedikeret til en fælles bornholmsk aften i Vejle.

Her tager alle skytter og frivillige fra Bornholm ind til Vejle og spiser sammen med god tid til at snakke, hygge og dyrke fællesskabet.

”Vi er sammen om at være herovre, og prioriterer derfor også at der skal være tid og ro til at vi kan dyrke det sociale. Så vi er seriøse, når der skal skydes, og hygger os med hinanden i al den anden tid,” siger hun.

Børnene lærer

Susanne Pihl er én af de bærende kræfter i foreningen og nøjes ikke med at tage en fridag og en lang weekend i Vingsted, når hun selv skal skyde.

Hun tager også rejsen hver gang, der er DM for ungdom i Vingsted. Sådan har det været i mange år. Susanne er nærmest en ekstramor for en weekend.

Det mindes Theis Kofod Hounsgaard, der netop er rykket fra junior op i Ung/Åben og således er med til sit første DM Voksen.

”Det var så hyggeligt at være med Susanne. Hun vidste det hele, sørgede for at vi fik pakket, og havde bare styr på alt med skydetider og sådan noget. Denne gang skal jeg klare noget mere selv. Men jeg spørger hende stadig ret meget,” griner han.

En træner der nyder at være ildsjæl

Til Theis Kofod Hounsgaards kommentar siger Susanne Pihl:

”Jeg brænder for det. Synes det er rigtig sjovt at være træner. I forhold til skydningen er det fantastisk at opleve den spænding og udvikling, børnene er igennem."

"Det gælder ikke mindst det sammenhold, det giver dem at være afsted på sådan en lang tur hjemmefra,” tilføjer hun.

De 11 bornholmere rejste hjemad igen søndag eftermiddag, så de kunne lande på øen sent søndag aften.