Ganløse Skole skød sig på podiet til Skole DM i skydning
Fire elever fra 5. B på Ganløse Skole fik sølvmedaljer om halsen, efter de satte næsten alle konkurrenter til vægs ved finalen i Skole DM i skydning 30. november. Med medaljerne fulgte et gavekort på 5000 kroner til klassekassen.
5000 kroner til klassekassen. Det kan mærkes. Og det er det, de fire elever - Nicklas Binder, Matthew Pinardi, Marco Saldo og Magnus Petersen - fra 5.B på Ganløse Skole kunne tage med hjem fra Vingsted ved Vejle lørdag 30. november. De vandt nemlig sølv ved Skole DM i skydning hos DGI Skydning og Dansk Skoleidræt.
Skole DM i skydning er en konkurrence, hvor 7000 elever fra 5. klasser over hele landet dyster om at have det bedste klassehold i skydning. I sidste weekend blev de fire elever fra Ganløse Skole kåret som bedste hold i Nordsjælland til landsdelskonkurrencen. Og lørdag konkurrerede de så mod de 31 andre hold fra hele landet, som havde kvalificeret sig til den landsdækkende finale. Her blev de en sikker nummer to, og kunne derfor rejse hjem med 5000 kroner.
Bjarne Binder Fra Ganløse Skytteforening er træner for holdet og far til Nicklas Binder, som var med på det vindende hold. Han har været med i foreningen i mange år og har også haft skoleelever nede i kælderen under skolen de seneste mange år. Han er stolt, glad og imponeret over ungerne.
25 års jubilæum
Konkurrencen Skole DM i Skydning har 25 års jubilæum i år. Over 200.000 elever fra 5. klasser over hele landet har gennem årene deltaget i skydekonkurrencen.
Blandt dem er to af Danmarks nuværende OL-håb, som startede i sin tid, da de gik i 5. klasse.
Anna Skade Nielsen fra Fyn har vundet den ene af de to pladser til Danmark, og Stephanie Grundsøe fra Gundsølille vandt sidste år guld ved ungdoms OL i Buenos Aires og kæmper nu om at kvalificere sig til Tokyo i 2020.
"De har virkelig taget det seriøst og har trænet meget," fortæller Bjarne Binder.
Fællesskab gennem træning
Han gør meget ud af at gøre træningen både sjov og seriøs.
"Skydning er en individuel sport, men vi træner på samme tid, og jeg giver dem forskellige øvelser, så vi er sammen om det og træner sammen. Det styrker også deres fællesskab. Og det det ser ud til at virke," siger han.
Foreningen har været med til Skole DM i skydning i mange år - selve konkurrencen har 25-års jubilæum i år - og de har også tidligere haft hold med til landsfinalen i Vingsted. Men det er første gang, de har haft et hold blandt de sidste fem hold - og i særdeleshed i medaljerækken. Det giver blod på tanden.
"Jeg er klar igen til næste år. Allerede i næste uge tager jeg op på skolen og viser præmien her frem og tilbyder eleverne i 4. klasse at de kan komme til skydning. Om de kan nå lige så langt, kommer jo både an på hvor meget de træner, kemien og lidt held. Men nu kan de se, at det kan lade sig gøre," siger han.