Pia fik ny selvtillid efter Projekt Kort samling

Teknisk træning og OL-skytte gør erfaren skytte bedre

Pia Jensen fra Grenå Skyttekreds får et stort udbytte af at deltage i Projekt Kort Foto: Birgitte Barnewitz

Pia Jensen fra Grenå Skyttekreds er en erfaren skytte på 45 år, men hun er netop blevet klogere på sin skydeteknik og har vundet ny selvtillid med hjælp fra OL-skytten Torben Grimmel.

Hun har deltaget i Projekt Kort i flere år, men har netop oplevet sin bedste samling i Vingsted.

"Denne gang var det med et program, der sagde spar to i forhold til tidligere," siger hun.

Resultaterne af weekenden har hun allerede set i sin skydning, hvor hun nu skyder fuldt hus i liggende og skyder mange kryds-skud.

Aftræk blev afsløret

Projekt Kort samlingen bestod af to dele, som Pia Jensen  i begge tilfælde fik et stort udbytte af.

Størst udbytte fik hun af at koble en Scatt skydesimulator på sin riffel.

"Jeg har i flere år haft problemer med at ramme liggende, hvor du helst skal ramme fuldt ud i en konkurrence," siger hun og fortsætter:

"Ved at sætte Scatt-anlægget på riflen, opdagede jeg, at mit problem havde at gøre med mit aftræk i det splitsekund, jeg trykker af."

"Regionaltræner Erik Brix Laursen kunne analysere data og se, at der var for meget vægt på aftrækket. det blev justeret, og jeg begyndte straks at skyde bedre," forklarer hun.

Siden har hun skudt fuldt hus i sine liggende træninger hjemme i sin klub.

Bedre teknisk viden

Pia Jensen havde egentlig troet, at det kunne være hendes syn, der var blevet svagere. 

"Men så fandt jeg ud af, at det bare var et teknisk problem", siger hun.

Træning med Scatt-anlæg giver skytter mulighed for at få et meget større indblik i deres teknik og dermed mulighed for at træne mere målrettet for at forbedre den.

DGI Skydning har investeret i flere nye anlæg, der frem over vil kunne lånes af deltagere på Projekt Kort.

"Men man skal have en person til at hjælpe med at analysere de data, anlægget viser," noterer Pia Jensen sig.

Tip der gør bedre

Til den samme Projekt Kort samling fik skytterne besøg af Torben Grimmel, der har kvalificeret sig til OL i disciplinen 60 skud liggende.

Han delte ud af sin erfaring, underviste i grundprincipperne i den liggende stilling og hjalp skytterne med at optimere på deres egne skydestillinger.

Om OL-skyttens tip siger Pia Jensen:

"Jeg fik selv bygget ny selvtillid på, da han kun pegede på nogle mindre korrektioner i min måde at skyde på. Hans råd hjalp mig samtidig med tekniske detaljer."

De andre stillingsskytter, der ofte kører træt i den disciplin, fik Torben Grimmel desuden til at se den som en god udfordring.

"Samlet set kan jeg bruge Projekt Kort samlingen til at bygge min sæson bedre op. Vi skytter kan også lære at træne mere, når vi skyder, end bare at lave serieskydning i vores klubber," understreger Pia Jensen.