Skole-DM afviklet trods restriktioner: ”Det er gået over al forventning”
Trods et forsamlingsloft og corona-restriktioner blev Skole-DM i Skydning afviklet for 26. år i træk. Og det blev en god oplevelse for Ribe Skytteskreds, der havde 192 elever til skydning.
Værnemidler, afspritning, forsamlingsloft og en frygt for coronasmitte. Ja, udfordringerne har været mange for afviklingen af dette års Skole-DM i Skydning, og antallet af deltagende elever har også været på et noget lavere blus end normalt. I år har 2804 elever deltaget mod knap 7000 sidste år.
Alligevel er det dog lykkedes skytteforeningerne og DGI Skydnings landsdele at få gennemført turneringen i år – for 26. år i træk. Landsdelsfinalerne, der blev afviklet i weekenderne 21.-22. og 28.-29. november, bliver dog endepunktet for turneringen i år, da en landsfinale er umulig at afvikle med de nuværende restriktioner og smittetryk.
Ribe Skyttekreds er en af de foreninger, der har deltaget igen i år, og det har trods bøvlet med corona været en god oplevelse, fortæller formand Svend Petermann. Inden forløbet var han og bestyrelsen en anelse skeptiske over, hvorvidt klubben overhovedet kunne deltage i Skole-DM som vanligt.
Frivillige i risikogruppen
Flere af foreningens frivillige, der fast har hjulpet til med afviklingen af Skole-DM, er nemlig i risikogruppen for corona, og derfor havde Svend Petermann fat i dem, inden Ribe Skyttekreds meldte sig klar til at tage endnu en tørn med Skole-DM.
"Vi har i flere år haft otte efterlønnere og pensionister, som har taget en kæmpe tørn med Skole-DM. Den yngste er 57 år og den ældste 76. Vi havde fat i dem inden, og vi sagde ’det er ok, hvis I ikke har lyst’, men der var ingen af dem, der havde den mindste bekymring. Holdningen var bare, ’det plejer vi at gøre, så det skal vi da også være med til i år’," fortæller Svend Petermann.
"Jeg vil ikke sige, jeg var bekymret, inden vi startede forløbet, men jeg havde da mine tvivl om, hvorvidt vi kunne få det til at hænge sammen med alle restriktionerne også. Men alle bekymringerne blev gjort til skamme. Det er gået over al forventning," uddyber han.
192 elever i gennem
Ribe Skyttekreds har i år haft 192 elever til skydning, og det er på niveau med tidligere år. Selve proceduren omkring træningen var heller ikke meget anderledes i år, bortset fra brugen af sprit og værnemidler.
To af de frivillige stod i klubhuset og tog imod elever og lærere og hjalp med afspritning, og inde på klubbens skydeanlæg, der rummer ti baner, var de seks andre frivillige instruktører for ti børn ad gangen.
"Lærerne var virkelig opmærksomme og var meget kommanderende. Det var sådan; ’nu sætter I jer her, og så venter I på, at I må komme ind og skyde’. Stor ros til dem. Vi havde ti klasser tilmeldt, og hver klasse har været på skydebanen og træne minimum to gange. Og de hold, der kom videre til landsdelsfinalerne, var hernede og træne to-tre gange ekstra med forældrene i stedet. Vi har overhovedet ikke oplevet problemer undervejs," siger Svend Petermann.
Drive-in skydning
For at overholde forsamlingsloftet har Ribe Skyttekreds blandt andet praktiseret en procedure, hvor forældrene sad i bilerne og ventede, mens deres børn blev færdige med at skyde. Samme procedure blev brugt til landsdelsfinalerne i DGI Sydvest, som af hensyn til forsamlingsloftet blev afviklet to steder samtidigt.
"Til landsdelsfinalerne kom forældrene også og afleverede børnene på parkeringspladsen, og så hentede de dem igen en halv time efter. Det var en lidt sjov måde at få finalerne afviklet på, der var selvfølgelig ikke den stemning og spænding som normalt, men det fungerede faktisk godt," siger Svend Petermann.
Ribe Skyttekreds’ klassehold havde kvalificeret sig til landsdelsfinalerne som 20., 21. og 22, men holdene sluttede som 5., 8. og 11. Og den præstation var noget elever såvel som foreningen var rigtig glade for.
Fire nye medlemmer
Og her knap halvanden uge efter afslutningen på Skole-DM er status for Ribe Skyttekreds, at foreningen har fået fire nye medlemmer, og ingen medlemmer eller elever har været smittet med corona.
"Vi har foreløbig fået 4 nye i klubben, og der kommer nok nogle flere den kommende tid. Samtidig har vi ikke haft nogle smittetilfælde, så på den front har det også været en god oplevelse," siger Svend Petermann, der dog er en anelse bekymret over de fortsatte restriktioner i idrætten:
"Rent foreningsmæssigt kan vi godt få det til at køre med de nuværende restriktioner, at afvikle træningen, være i klubhuset – det er mere på sigt, at jeg er bekymret for mange af vores medlemmer. De savner stævnerne, at komme ud og blive presset og dyste mod andre skytter. For rigtig mange skytter er konkurrenceelementet en meget stor del af motivationen for at træne, og når det ikke rigtigt er en mulighed, så kan jeg godt frygte for, om vi kan holde på dem fremover," siger Svend Petermann.