Skole DM i skydning: ”Man vil ikke svigte holdet”

Sune, Fenja, Mette og Mille fra Toubroskolen i Norddjurs missede akkurat en plads i landsfinalen til Skole DM i skydning.

Sune Ravn og klassekammeraterne fra Toubroskolen 5.A måtte sande, at konkurrencen ved landsdelsfinalen i Østjylland var en anelse for skarp. Foto: Jonas Vester

Deltagerholdene til dette års landsfinale i Skole DM i skydning er nu fundet, efter landsdelsfinalerne blev afviklet i weekenden.

I DGI Østjylland var Randers Skyttekreds værter for landsdelsfinalen, og her dystede 20 hold om de tre pladser til landsfinalen i Vingsted på lørdag 24. november.

Fakta om Skole DM i skydning

    • Landsfinalen i Skole DM i skydning finder sted i Vingsted lørdag den 24. november 2018
    • Du kan løbende følge med i landsfinalen på DGI Skydnings Facebookside
    • Dansk Skoleidræt og DGI Skydning står bag Skole DM i skydning for 5. klasser i hele landet
    • Eleverne skyder på hold á fire personer - blandede drenge og piger
    • Træningen forud for landsfinalen foregår i oktober og november hos de lokale skytteforening
    • Landet er inddelt i 12 landsdele. De to-tre bedste fra hver af de 12 landsdele kommer med til landsfinalen
    • Ud over titlen som vinder af Skole DM i skydning er der pengepræmier til de fem bedste hold. Den samlede præmiesum er 20.000 kr., som går til klassekasserne. Førstepræmien er på 8.000 kr.
    • Husk du kan finde alle resultater her

Blandt deltagerne var Sune Ravn, Fenja Grønhøj, Mille Holck Kjeldsen og Mette Jensen fra 5.A på Toubroskolen i Norddjurs. De var fortrøstningsfulde efter deres skydning, selvom forholdene var lidt anderledes end rammerne i Lyngby Skyttekreds, hvor de har trænet.

"Vi har skudt på papskiver, og her er det elektroniske målskiver. Der er også mere larm her, fordi vi er mange, der skyder på samme tid. Det skulle jeg vænne mig til," fortalte Mille Holck Kjeldsen efter hun havde sat sine 20 skud.

Mere på spil i landsdelsfinale

"Der er mere på spil denne gang. Vi vil gerne til finalen, og man vil ikke svigte holdet," sagde Mille Holck Kjeldsen, der skød 189 point mod hendes personlige rekord på 195.

Sune Ravn mærkede også nervøsiteten undervejs i sin skydning. Den meldte sig allerede under prøveskydningen, hvor sigtekornet skulle fintunes. Han skød sig til 187 point, men den personlige rekord er 190.

"Jeg var mere nervøs i dag end til den indledende runde. Jeg ville gerne have slået min personlige rekord, men jeg håber det er nok," fortalte han.

En god oplevelse

Efter skydningen måtte de fire klassekammerater vente i spænding, om deres 741 point sammenlagt ville række til en finaleplads. Efter en nervepirrende sidste skydning blev de fire klassekammerater dog vippet væk fra tredjepladsen.

Alligevel har deltagelsen i Skole DM i skydning været en positiv oplevelse, lyder det samstemmende.

"Selvom vi ikke går videre, så kunne jeg også godt tænke mig at fortsætte med at skyde. Man lærer at slappe af og koncentrere sig på en anden måde. Og så er det fedt, at man egentlig dyster mere mod sig selv end mod andre," sagde Mette Jensen.

På lørdag venter så landsfinalen i Vingsted, og mon ikke spændingsniveauet stiger en nøk for de tilbageværende hold, der kæmper om en førstepræmie på 8000 kroner til klassekassen.