Skyd dig til NM på pistol terræn

Tre gode terrænskydninger kan sende dig på landsholdet

Årets NM i pistol terrænskydning foregår i NorgeFoto: Steen Bille

Gode pistolskytter kan skaffe sig en plads på det landshold, der senere på året skal repræsentere DGI Skydning ved de nordiske mesterskaber i pistol terræn skydning i Norge.

Den nye landstræner Knud Erik Sørensen og den assisterende landstræner Preben Pedersen har sammen med Michael Brandt fra Pistoludvalget sat det kriterium, at en skytte skal skyde minimum tre terrænskydninger for at komme i betragtning til selve udtagelses-skydningen.

Ingen skytter er forhåndsudtaget, heller ikke tidligere landsholdsskytter.

Kravene gælder for alle, der vil i betragtning til at få en invitation til den endelige udtagelsesskydning efter den 5. juni.

Seks kriterier

De to landstrænere har formuleret de seks kriterier, der skal opfyldes for at komme i betragtning til udtagelses-skydningen:

  • Alle terrænskydninger tæller fra sæsonstart og frem til og med den 5. juni.
  • Dame- og seniorskytter skal skyde både 22 og 32.
  • Der skal minimum være tre resultater på ranglisten for dame- og seniorskytter på både cal. .22 og 32.
  • Der skal minimum være tre resultater på ranglisten for UNG/JUN skytter på cal. 22.
  • Udtagelse vil fortrinsvis foretages på/med en håndsfatning.
  • Udtagelse til selve udtagelses-skydningen straks efter den 5. juni.

Tre listeplaceringer tæller

Landstræneren og den assisterende landstræner holder øje med ranglisterne og resultatlisterne fra de forskellige terrænstævner.

Ud fra de to lister vil de udtage skytter til den endelige udtagelses-skydning, som vil finde sted i Ulfborg den 6.-7. august 2016.

De skytter, der inviteres, vil modtage yderligere info op til udtagelses-skydningen.

Udtagelsesskydningen er med fuld forplejning og overnatning lørdag til søndag med en egen betaling på 700 kroner.

Ønsker man at overnatte fredag til lørdag vil det være for egen regning.

Efter udtagelses-skydningen kendes navnene til det endelige landshold, som skal repræsentere DGI Skydning til Nordisk Mesterskab i Haugesund i Norge 9.-11. september 2016. 

12 skytter på holdet 

Den danske landsholdstrup vil bestå af i alt 12 skytter:

  • Fire dameskytter.
  • Fire seniorskytter (herrer).
  • Fire Ung skytter (mix).

På grund af transporten til og fra NM vil fremmøde være torsdag morgen og man skal forvente først at være hjemme i Danmark mandag.

Derfor: Udtages man til landsholdet, skal man holde fri torsdag, fredag og formentlig også mandag. 

Selve NM afvikles fredag til søndag, med deltagelse af landsholdsskytter fra Norge, Sverige og Danmark.

 NM går på skift mellem de tre lande og i 2016 afvikles NM i Norge. 

Har du spørgsmål, kontakt landstræner Knud Erik Sørensen på 61 72 13 71.  

De to trænere og Michael Brandt fra Pistoludvalget vil også være de ledere, som skal med til NM sammen med de 12 skytter.