Storesøster Clara sikrede husfreden med finalesejr
Søstrene Clara og Ida Nielsen var begge i præmievåbenfinalen, men det blev storesøster Clara, der vandt og sikrede husfreden.
Der blev fulgt intenst med, da scoren fra finaleskydningen i præmievåbenfinalen blev opdateret live på storskærmen i skytternes opholdsrum på 15m pistolbanen i Vingsted, for som resultaterne tikkede ind, skiftede sejren hænder flere gange undervejs med blot få point.
I sidste ende var det dog 13-årige Clara Nielsen fra Damsholte Skytteforening på Møn, der med en stærk slutrunde kunne tage en relativt suveræn sejr med 292 point med fem point ned til andenpladsen. Dermed vekslede hun sidste års 7. plads i finalen til en sejr.
Clara Nielsen er overrasket over sejren, og glæder sig over udsigten til at skulle skyde med sit eget våben i fremtiden. Sejren kom i hus med et af foreningens våben. Godt nok prøver foreningen så vidt muligt at reservere våbnene, men at få sit helt eget er bare noget andet.
Glad for at få sit eget våben
Jeg er glad for at få mit eget våben, så jeg ikke skal dele med andre”
Clara Nielsen, Damsholte Skytteforening
Clara Nielsen håber, at hun med sit eget våben kan blive endnu bedre og måske træne endnu mere end den ene gang om ugen, hun går til skydning. Hun skyder både med riffel og pistol, og foreløbig holder hun sig til luftskydning. Pistol har Clara skudt med i cirka 1,5 år.
Hun har prøvet kræfter med standardskydning, men er stoppet igen, da hun synes, det går bedst med at holde sig til luft.
En sejr med flere betydninger
Sejren har betydning på flere måde, for også den 12-årige lillesøster Ida Nielsen var i finalen. De to søstre går til skydning sammen, og har gjort det i cirka 2,5 år. Lillesøster Ida startede et par uger efter storesøsteren, og det forspring har storesøsteren formået at bevare.
Det hænder, at lillesøster Ida kan drille storesøster Clara, men med storesøsterens præmievåbentriumf blev søskendeforholdets naturlige hierarki ikke forstyrret i denne omgang, og det virker Clara Nielsen ikke til at være den eneste, der er godt tilfreds med.
”Det var vigtigt for husfreden, når vi skal køre hjem til Møn,” siger faren til de to piger med et smil, mens lillesøster Ida nikker og griner.