Udholdelsesøvelse: Pres dine skytter og lær dem at holde fokus
Når en skytte bliver træt, træder små fejl tydeligere frem. Her får du tips til en udholdelsesøvelse, så du som træner lettere kan se og korrigere fejl i skydningen.
At være god til skydning er i bund og grund at kunne gentage de samme bevægelser og mønstre i skudafviklingen om og om og om igen. Det kræver fokus og koncentration – og det kræver udholdenhed. Både fysisk og mentalt.
For at styrke udholdenheden og koncentrationsevnen er det en god øvelse for dine skytter at komme ud over komfortzonen en gang i mellem. Hos Ganløse Skytteforening praktiserer de derfor en udholdelsesøvelse for deres børne- og juniorskytter. Det forklarer Bjarne Binder, ungdomstræner og bestyrelsesmedlem i foreningen.
"Udholdelsesøvelsen går ud på flere ting, og er opdelt i klasser: I BK skal alle skyde 100 skud. I Junior skal alle skyde mindst 50 skud og helst slutte med et rundt tal f.eks. 70. Det kommer lidt an på, hvad de kan klare fysisk. Øvelsen kan også sagtens udvides til Åben klasse og Stilling-skytter," siger Bjarne Binder.
Sådan kan udholdelsesøvelsen gennemføres
- Inden skydning skal skytten varme op
- Efter opvarmning skal skytten bruge max. 5 min på at lave en plan for gennemførslen af skydningen:
- Hvornår skal der holdes pauser?
- Hvad gør jeg, når det begynder at gå dårligt?
- Hvad vil jeg fokusere på undervejs?
- Skal der drikkelse med på banen? Hvad gør jeg, hvis jeg skal på toilettet?
- Herefter sættes skytterne i gang med 5 prøveskud først og derefter de 100 skud.
- Som regel bliver de små fejl, skytten laver ved en normal skydning, meget tydeligere, når skytten bliver træt. Så trænernes opgave er, om han/hun kan se fejlene særligt til sidst i skyttens skydning.
- Når skytten er færdig, sætter træner og skytte sig sammen og evaluerer skydningen. Det kan f.eks. være:
- Fulgte du din plan? Hvad gik godt – og hvad var svært?
- Havde du skyr på din stilling/aftræk/eftersigte (eller hvad skytten nu ville have fokus på undervejs)?
- Hvad gjorde du, da du skød de to dårlige skud i træk?
- Træneren kan også byde ind, hvad han/hun kunne se. Både gode og mindre gode ting. De mindre gode kan skrives ned i skyttebogen og trænes efterfølgende.
Krævende for skytter og trænere
I Ganløse Skytteforening gennemfører de udholdelsesøvelsen én gang pr. sæson – dels på grund af de relativt høje omkostninger til patroner, men også fordi øvelsen er krævende for både skytter og trænere. For juniorskytterne er øvelsen især krævende fysisk, særligt for de skytter der netop er rykket op og ikke længere kan bruge riffelstøtten. For børneskytterne er øvelsen især en test af evnen til at holde fokus.
Skytterne skal sætte sig op til øvelsen og lave en plan for deres skydning. Og trænerne skal ligeledes bruge tid på både at forberede og evaluere med den enkelte skytte. Men der er også en motivationsfaktor for skytterne, da de kun kan forsøge at komme på foreningens rekordtavle én gang pr. sæson.
"Vi har en rekord-væg i foreningen med alle mulige rekorder. Både de almindelige 20 skuds-serier og så til denne med de 100 skud. Der giver øvelsen her lidt anderledes sjov i foreningen. Ud over det så kommer man også lidt væk fra bare at skyde 20 skuds-serier. Det er et godt alternativ til den daglige træning," siger Bjarne Binder.