Pressemeddelelser

Pressemeddelelse juni 2015 (download som pdf)

Nyt forskningsbaseret idrætstilbud bygger bro mellem sundhedsvæsen og idrætsliv.

Efter sommerferien går DGI i samarbejde med kommunerne Esbjerg, Hvidovre, Jammerbugt, Lolland og Aalborg i luften med de første af i alt tre nye idrætskoncepter, som er skræddersyet til seniorer og danskere med rygproblemer eller hjerte-kar-sygdomme. Projektet, der har fået navnet DGI Sundhedsidræt, skal hjælpe deltagerne videre fra sundhedssystemets klientgørelse og gøre dem i stand til at deltage i lokalforeningernes almindelige idrætstilbud.

 
DGI Sundhedsidræt er et 3-årigt projekt i partnerskab mellem DGI og fem udvalgte kommuner. Projektets formål er at tilbyde skræddersyede træningskoncepter til danskere med rygproblemer eller hjerte-kar-sygdomme og til seniorer, som fx pga. kronisk lidelse eller et sygdomsforløb har brug for genoptræning til at kunne deltage i lokalforeningernes almindelige idrætstilbud.

”Med DGI Sundhedsidræt har vi skabt en fantastisk model til at imødekomme ønsker og behov hos de borgere, der gerne vil afhjælpe skavanker eller generelt forbedre helbredet gennem fysisk aktivitet – men som ikke har ressourcerne til at komme i gang eller komme videre med det på egen hånd,” siger Jens Sune Jakobsen, projektleder for DGI Sundhedsidræt.

DGI Sundhedsidræt er DGI’s første store projekt, som koncentrerer sig om at udvikle forskningsbaserede kvalitetskoncepter. Koncepterne bliver løbende kvalitetstestet af en ekstern partner, og træningen varetages af erfarne og eksaminerede instruktører.

Mindst 10 foreninger i fem partnerkommuner
Projektet løber fra 2015 til 2017 og er finansieret af Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, DGI og partnerkommunerne Esbjerg, Hvidovre, Jammerbugt, Lolland og Aalborg. I løbet af projektperioden vil minimum to idrætsforeninger i hver kommune afvikle de tre koncepter.

”Ministeriets generøse bevilling af 5 millioner kroner vidner om en politisk velvilje overfor den nytænkning, der i fremtiden bliver absolut nødvendig, hvis vi skal sikre en smertefri og effektiv udslusning fra det offentlige system til den lokale foreningsidræt. På den måde er DGI Sundhedsidræt banebrydende på flere måder,” siger Jens Sune Jakobsen.

Bevillingen betyder bl.a., at instruktørerne forud for holdstart gennemgår en grundig modulopdelt 60-timers uddannelse, og at rekrutteringen af deltagere til foreningsholdene er supporteret af en omfattende kommunikationsindsats.


 
Foto
Hent pressefotos her

Fakta om DGI Sundhedsidræt
DGI Sundhedsidræt er et 3-årigt projekt i partnerskab mellem DGI og 5 udvalgte kommuner. Projektets formål er at tilbyde skræddersyede træningskoncepter til danskere med rygproblemer eller hjerte-kar-sygdomme og seniorer, som har brug for optræning til at kunne deltage i lokalforeningernes almindelige idrætstilbud. Kommunerne er Hvidovre, Lolland, Jammerbugt, Esbjerg og Aalborg.

Deltagerbetaling
Det koster det samme at deltage i DGI Sundhedsidræts træningstilbud, som det koster at deltage i de andre idrætstilbud fra samme forening. Det er vigtigt for forankringsdygtigheden af koncepterne, at økonomien følger foreningernes almindelige model. 

DGI Sundhedsidræts tre træningskoncepter
DGI Sundhedsidræt tilbyder rygtræning, seniortræning og træning målrettet mennesker med hjerte-kar-sygdomme. Alle træningsforløb varer 15 uger og består af 15 skræddersyede træningspas med 7 træningsområder, som gennemføres hver gang med det formål at sikre et optimalt udbytte af træningen.

Seniortræning
DGI Sundhedsidræt Seniortræning giver seniorer de bedste muligheder for at tackle dagligdagens fysiske udfordringer. Træningsforløbet er for seniorer, der har ingen eller lettere bevægelsesproblemer og er blevet anbefalet træning af læge, fysioterapeut eller kiropraktor. Læs mere om seniortræning her.

Rygtræning
DGI Sundhedsidræt Rygtræning er et skræddersyet forløb tiltænkt udøvere med forskellige rygproblemer, hvor læge, kiropraktor eller fysioterapeut har anbefalet rygtræning. Et forløb i rygtræning giver alsidig og effektiv træning, der gør ryggen sundere og stærkere. Læs mere om rygtræning her.

Cardiotræning
DGI Sundhedsidræt Cardiotræning henvender sig specielt til mennesker med kredsløbsrelaterede sygdomme eller udfordringer. Det kan være type 2 diabetes, præ-diabetes, hjerteinsufficiens, åreforkalkning, forhøjet blodtryk eller overvægtige der ønsker hjælp til en mere aktiv hverdag. Med et forløb i DGI Sundhedsidræt Cardiotræning kan deltagerne opnå en forbedret sundhedstilstand og føle forøget livskvalitet. Cardiotræning har opstart 2016. Læs mere om cardiotræning her.

Inspireret af Pluspunkt Gesundheit
De tre strukturerede træningskoncepter er udarbejdet med inspiration fra DGI’s tyske søsterorganisation Deutscher Turner Bund (DTB), som siden 1994 har haft stor succes med det lignende projekt ”Pluspunkt Gesundheit”. I begge projekter er træningskoncepterne baseret på nyeste forskning og tager udgangspunkt i flere forskellige idrætsgrene og på generelle og tematiserede træningsaktiviteter.

For yderligere information og kontakt se siden her