Katrine og 859 andre svømmere er ikke i tvivl: LM er det største
Det er femte gang, 14-årige Katrine Hansen fra Bov IF, skal med til DGI Svømnings største stævne: Landsmesterskabet. Og hun glæder sig helt vildt.
Katrine Hansen elsker vand. Hun svømmer 5 eller 6 gange om ugen på konkurrenceholdet i Bov IF og er til omkring 8 stævner hvert år. Og hun er ikke i tvivl – DGI’s Landsmesterskab er noget helt særligt.
”LM er det største stævne, jeg er med til hvert år. Det er femte gang, jeg skal med, og jeg glæder mig rigtig meget, for det er altid rigtig hyggeligt. Og jeg håber, det vil gå godt i min favoritdisciplin, som er 200 meter fly,” siger Katrine Hansen.
2500 starter til DGI’s Landsmesterskab
860 svømmere fra hele landet er tilmeldt Landsmesterskabet, der finder sted den 12.-13. marts. Og for 18. gang foregår LM i Ikast Svømmecenter, hvor Ikast Svømmeklub stiller med omkring 70 frivillige hjælpere.
”Fordi LM er en hel weekend, så er du sammen med dine holdkammerater på en anden måde, og vi får snakket rigtig meget. Du møder også nogle fra de andre klubber og snakker med dem,” fortæller Katrine Hansen.
DGI’s Landsmesterskab indledes lørdag morgen med fælles indmarch, og så går det løs med cirka 2500 starter for de mange svømmere.
At heppe er vigtigt for at vinde
Op til Landsmesterskabet træner Katrine Hansen og de andre svømmere i Bov IF lidt hårdere, og de snakker tit om, at de glæder sig til at de skal af sted. Og når den 14 årige svømmer skal give den gas i vandet, så er opbakningen fra klubkammeraterne meget afgørende.
”På vores hold hepper vi rigtig meget på hinanden. Det er bare rart, at der er nogle, der hepper, og som står og venter når du kommer op af bassinet. Det er godt, at du ikke er alene, men at du får at vide, om du har svømmet godt, eller hvad du kan forbedre til næste gang,” siger Katrine Hansen.
God stemning og glæden ved at svømme
Ganske beskedent siger hun, at hun ikke har nogle forventninger til, hvordan det vil gå hende til LM. Blot at hun håber, at det kommer til at gå godt.
”Jeg glæder mig mest til bare at være i svømmehallen og mærke stemningen fra så stort et stævne. Og så glæder jeg mig til, at jeg skal svømme. Det gode ved svømning er, at du er i et andet element og kommer helt væk fra hverdagen,” siger Katrine Hansen.