1 ud 4 er skadet – sådan undgår du at blive én af dem

Mere end hver fjerde aktive dansker har måttet sætte træningen på stand by på grund af en skade i det forgangne år. Her får du forklaring og løsning.

Løb er den idræt, hvor flest danskere pådrager sig en skade. Foto: Bent Nielsen

For nogen er det motivationen, der mangler. Andre har ikke tid. Og så er der dem, som gerne vil, men som ikke kan. Det handler om at svinge sig i sadlen, binde løbeskoene eller hive ketcheren frem.

En undersøgelse fra i sommer viser, at hele 27,9 % af de aktive danskere det forgangne år har været tvunget til at lægge træningen på hylden i en periode på grund af en idrætsskade.

Definition af en idrætsskade i den omtalte undersøgelse

Undersøgelsen er lavet af Aarhus Universitet og Idrættens Analyseinstitut, som for første gang har kortlagt danskernes idrætsskader ud fra et repræsentativt udtræk fra cpr-registret.

Definitionen på en idrætsskade:
En skade opstået i forbindelse med sport/motion, som har forhindret dig i at dyrke sport/motion i mindst 7 dage i de seneste 12 måneder, og/eller som har krævet kontakt til sundhedspersonale (læge, fysioterapeut eller andre).

Gode råd om at undgå skader fra ekspert

Det kunne være fedt, hvis du var én af dem, der trak statistikken i den rigtige retning. Derfor får du her nogle gode råd til, hvordan du kan undgå at blive skadet. Ordene komme fra Tommy Hedelund, der er fysioterapeut, osteopat og indehaver af klinikken Manuel Behandling.

Tommy Hedelund behandler alle typer. Fra topatleten Sara Slott, der vandt sølv i 400 meter hækkeløb ved OL i Rio. Til manden på 43 år, der har fået ondt i knæet efter at være begyndt at løbe et par kilometer om ugen. Ifølge ham er det forskelligt, hvad du skal gøre alt efter, hvor meget du træner.

Tip fra Tommy til dig, der er ”almindelig motionist”

”Hr. og fru Danmark får typisk pludseligt opståede skader, der kommer af en klar årsag. Det kan være en forstuvet fod, et brækket kraveben eller en knæskade, der kommer, fordi du løber forkert,” siger Tommy Hedelund.

"Mit allervigtigste råd er at finde en klub og melde sig ind hurtigst muligt. Kom ind i et fællesskab. Det er sjovere, og du møder en masse mennesker, der har erfaring inden for din idræt og som kan hjælpe dig. Specielt med teknikken.”

”Du kan altid finde et træningsprogram på nettet, men det vil aldrig erstatte den hjælp, du får i en klub.”

”Dyrker du motion, er det vigtigt, du tager det seriøst og tager dine forholdsregler. Du er ikke Supermand, så pas på med lægge for hårdt ud. De gamle løbesko, du finder bagerst i skabet, skulle måske skiftes ud. Og sørg for at få indstillet din racercykel rigtigt, så den passer til dig.”

Tip fra Tommy til dig, der er ”super-motionist”

”Her taler vi om dig, der træner mange gange om ugen og for eksempel har et maraton-løb eller en lang triatlon som mål. Den typiske skade for dig er en overbelastningsskade.”

"Du har helt sikkert totalt styr på kost, træningsmetoder og udstyr. Det har de fleste i hvert fald. Men det er alt for få, der sætter sig ind i det kropslige, og det er altså en meget vigtig komponent,” siger Tommy Hedelund.

”Egentlig skulle alle ’super-motionister’ have et team bag sig, som vi for eksempel har med Sara Slott, for at hun kan holde sig skadesfri. Jeg ved godt, at det er utopi, men jeg synes, at man som seriøs atlet skal overveje i større omgang at få tilknyttet en behandler. ”

”Du skal nemlig ikke kun have behandling, når skaden er sket, men også for at undgå den. For at forebygge."

"Du kan læse dig til meget, om hvordan din krops anatomi fungerer, men for at det kan give gevinst for dig, skal det sammenholdes med din historie, din krop og dine tidligere skader.”

”Som ’super-motionist’ har du stor vilje og motivation, men du har typisk brug for at blive guidet i forhold til det kropslige.”

Vil du styre helt udenom skaderne, kan du ifølge undersøgelsen med fordel kaste dig over spinning, vandreture og svømning, som bliver defineret som lav-risiko idrætsgrene.

Mændene er oftere skadet

Ifølge undersøgelsen er mændene hårdest ramt.
35,2 % af mændene har været skadet i det forgangne år, hvor 21 % af kvinderne til sammenligning har døjet med en skade.

”Vi antager for det første, at mænd i højere grad dyrker risikobetonet idræt og for det andet, at mænd i højere grad er præstationsorienterede og dermed presser kroppen mere,” forklarer manden bag undersøgelsen, Rasmus Østergaard Nielsen, der er Post Doc på Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.