72 år og debutant på tennisbanen

Friske pensionister giver tennisspillet en chance og mærker glæden ved at lære nyt under åben himmel.

Jytte Klitgaard Christensen og bag hende Vibeke Vestergaard til onsdagstræning i Stevnstrup Tennisklub

Det er onsdag kl. 19, og bag Munkholmhallen overtager de voksne motionister banerne efter juniorerne. Vi er på besøg i Stevnstrup Tennisklub syd for Randers.

Giver tennis en chance

Aldersmæssigt spænder voksengruppen bredt. Unge, voksne og ældre træner sammen. Blandt dem er 72-årige Jytte Klitgaard Christensen og 67-årige Dorthe Alsbjerg Sørensen. De er ikke de ældste på holdet, men det særlige er, at de begge prøvede kræfter med tennis for første gang den 28. april i år. Den slidte kliché om, at det er aldrig for sent at begynde, trænger sig på. Selv siger de to begyndere:

”Vi giver det en chance, og jeg kan føle glæden ved spillet,” siger Dorthe Alsbjerg Sørensen og Jytte Klitgaard Christensen supplerer:

”Det giver frisk luft, og det er dejligt at blive bedre.”

Stevnstrup Tennisklub

  • blev stiftet i 1988
  • råder over to baner
  • er vokset fra 32 medlemmer i 2014 til 48 i år, heraf kommer 12-19 til den ugentlige motionstræning og cirka ligeså mange til klubaftenen.

Erfarne badmintonspillere

Ketsjerspillet er ikke helt fremmed for dem. De har begge spillet badminton i flere år. Det er også fra badminton de kender Vibeke Vestergaard, som er kasserer i Stevnstrup Tennisklub. Vibeke Vestergaard har arbejdet hårdt på få dem overtalt til at starte. Faktisk forsøgte hun allerede sidste sæson.

”Jeg har selv stor glæde af tennis, og jeg kunne godt onde andre den samme glæde. Faktisk forstår jeg ikke, at der ikke er flere, der prøver,” siger Vibeke Vestergaard.

Flere prøvetimer

For både Dorthe Alsbjerg Sørensen og Jytte Klitgaard Christensen er en stærkt medvirkende faktor til, at de i år tog skridtet in på tennisbanen, at Vibeke Vestergaard kunne love dem flere prøvetimer inden sæsonen for alvor gik i gang. De tyvstartede sammen med seks andre modne kvinder den sidste torsdag i april, trænede igen fredag, var med til Tennissportens Dag og til åbent-hus i Stevnstrup TK den 2. maj.  

Lille gruppe

”Det betød noget, at vi var en lille gruppe, som ikke havde spillet før,” siger Dorthe Alsbjerg Sørensen.

Siden har de to været med til klubaftnerne om mandagen og til træning om onsdagen. Derudover har de kun nået at spille to gange.

”Vi er pensionister,” siger Dorthe Alsbjerg Sørensen med et glimt i øjet og et underforstået ”Vi har ikke tid.”

Men med halvanden måneds tenniserfaring ved de nu, at det er ok at lave fejl også at grine af det.

”Man føler sig ikke dum, fordi man laver en fejl,” siger Jytte Klitgaard Christensen og Dorthe Alsbjerg Sørensen tilføjer:

”Rutinerede laver også bommerter!”

Sammen om det

En helt afgørende faktor for de to er, at de er kommet i gang sammen.

”Jeg var bange for at Jytte skulle falde fra. Men vi hiver fat i hinanden,” siger Dorthe Albjerg Sørenden.