Coaching på banen får dig ud af vanen

Hvis du sidder fast i samme træningsmetode, og dine spillere bliver ved med at lave de samme fejl, så får du her fire gode råd fra en kommende idrætscoach.

Emilie Vester bruger coaching både på og udenfor tennisbanen. Foto: DGI

Hun er tennistræner, 23 og bor i Aarhus. Og så er hun helt vild med coaching som redskab i træningen. Emilie Vester har de seneste par måneder været en del af DGI’s Idrætscoachuddannelse, og det har hun fået et stort udbytte af – både på og udenfor banen.

4 faser i coaching

Emilie Vester guider dig:

  1. Identificér problemet: Som coach er det vigtigt at finde ud af fra start, hvad du skal coache i. Du skal finde et enkelt muligt problem, der skal løses hos udøveren.
  2. Præcisér problemet: Det er vigtigt at spørge nysgerrigt ind til området, så du får alt frem i lyset. Spørg for eksempel, hvorfor problemet er et problem. 
  3. Vær løsningsorienteret: Brug en masse åbne hv-spørgsmål for at få udøveren frem til en løsning. Vær igen meget nysgerrig, men også meget løsningsorienteret! Spørg ind til, hvad der kan gøres anderledes.
  4. Lav en handlingsplan: Ram ind, hvad der skal gøres nu. I skal lave en handlingsplan, så udøveren får løst sit problem. Det gælder om at få udøveren over i den her fase, hvor han eller hun bliver bevidst om, hvad de selv har sagt og kan bruge.

 

"Det giver mig helt vildt meget som person at få åbnet mit mindset og gå mere nysgerrigt til folk," siger hun. 

Og det er netop det, man skal med coaching. Det kan lyde meget stort og fluffy, men i virkeligheden handler det mest om at stille spørgsmål.

 ”Coaching er en træningstype, hvor man får sin spiller til at tænke selvstændigt og finde frem til løsninger selv i stedet for at det kun er træneren, der giver løsninger,” siger Emilie Vester.

Coaching kan bruges overalt

Til daglig læser hun til lærer, og på studiet benytter hun sig også af metoden til opgaver.

”Jeg bruger coaching, når vi sidder i gruppearbejde. Der er det helt vildt relevant at spørge nysgerrigt ind til de problemstillinger, vi arbejder med,” siger Emilie Vester.

For tennistræneren er det dog primært på banen, hun bruger de teknikker, hun har lært på Idrætscoachuddannelsen.

”Jeg tror ikke, man bliver en god spiller, medmindre man spiller med hovedet også, og det gør man ved at blive bevidst om tingene,” siger Emilie Vester.