Mandedating i nyetableret tennisklub

Blot tre måneder efter baneindvielsen tæller Bisserup TK cirka 100 medlemmer, heraf mange voksne begyndere.

Jacob Borello Carlsen (forrest) og makker til mandedating på den nye bane i Bisserup Tennisklub

Familiemedlemskab

  • En familie, dvs. to voksne og to børn eller børnebørn kan være medlemmer sammen en sæson for 700 kroner.
  • Et voksen-medlemskab koster 400 kroner/sæson
  • Flere har opgraderet deres individuelle medlemskab til et familiemedlemskab siden sæsonstart
  • september 2016 har BTK 27 familiemedlemskaber plus de individuelle medlemskaber

"Det er så billigt, at en familie ikke kan spise på restaurant for samme beløb,"siger Erling Damgaard Andersen (på billedet ved klubbens reservationstavle).

”Tennis er svært, men man har glæde af det, mens man lærer,” siger Jacob Borello Carlsen.

Før indvielsen af Bisserup Tennisklubs bane den 21. juni i år havde Jacob Borello Carlsen, pensioneret lærer og tidligere byrådsmedlem, ikke spillet den form for ketsjersport. De seneste tre måneder har han spillet hver dag. I dag i en jævnbyrdig herre double. Banen er booket til mandedating, som er åben for klubbens herrespillere.

Mellem hav og kunstgræs

Jacob Borello Carlsen bor blot 200 meter fra banen, hvorfra der er udsigt til både hans hus og lade og til de blå bølger i Karrebæksminde bugt.

”Jeg er fyldt 70 og ved, at det er en sen alder at starte, men jeg har brug for at komme ud hver dag, og Tove, min kone, er glad, når jeg tager hjemmefra,” siger Jacob Borello Carlsen og tilføjer:

”Jeg har tidligere spillet badminton. Men det er noget helt andet.”

Uskøn asfaltareal

Det var hans gamle badmintonmakker, Erling Damgaard Andersen, der fik ham med. Erling Damgaard Andersen er formand for den nyetablerede tennisklub og primus motor i etablering af banen. Han glæder sig over forvandlingen af området, der før var et uskønt asfaltareal, tænkt som p-plads for badegæster ved Bisserup Strand mellem Næstved og Skælskør.

”Det blev aldrig brugt,” siger Erling Damgaard Andersen.

Velplejet område

Mens mændene dater på banen, kan Erling Damgaard Andersen sidde ved et af de tre borde-bænke sæt og nyde udsigten til den nye kunstgræsbane, en mini-tennisbane, to petanquebaner og flere veltrimmede blomster- og urtebede.

”Min kone passer et bed, og flere lokale passer andre bede,” siger Erling Damgaard Andersen.

Unge bag hækken

En tur om bag hækken afslører et område med multibane, cykeltrack, basketkurv og et skur med redskaber. Det er alt sammen etableret før tennis- og petanque for at aktivere unge, mens tennis- og petanquebanerne  er tiltænkt ældre.

Formand og fundraiser

Ungeområdet er blevet til med LAG-midler (LAG står for Lokale Aktions Grupper, som uddeler EU-midler til lokale projekter, red.).

Den ene skurvæg er blevet til en sponsorvæg med rækker af skilte fra lokale erhvervsdrivende, handlende og foreninger, som også har bidraget til finansiering af faciliteterne. For selv om LAG frarådede Bisserup-borgerne at anlægge en tennisbane og anbefalede multibanen, lod tennisentusiasterne sig ikke slå ud af det.

Erling Damgaard Andersen, der har stået i spidsen for at rejse de 300.000 kroner til etablering af tennisbanen, siger:  

”Vi har fået en håndsrækning fra Slagelse Kommune, raslet med bøssen ved Brugsen og fået god støtte fra flere fonde, for eksempel Veluxfonden og Nordeafonden,”

Selv blev han formand for den baneløse klub ved stiftelsen i januar 2014. I efteråret 2015 havde de det økonomiske fundament på plads, og i foråret 2016 var de klar til at anlægge banen og renovere området.

Penge til banen

Erling Damgaard Andersen stiller sig gerne til rådighed for andre, der ønsker at samle midler til et lokalt projekt.

Se kontaktoplysninger på BTK's hjemmeside.

Aktive borgere

Allerede ved stiftelsen af den baneløse klub meldte 50 støttemedlemmer sig. Og stedet oser af, at Bisserup-borgerne er mere end almindeligt gode til at hjælpe hinanden.

”Vi er et lille samfund med mange frivillige, som støtter op om idéerne. Hvis vi synes, at vi mangler noget, gennemfører vi det,” siger Erling Damgaard Andersen.

Jacob Borello Carlsen, som også er formand for forsamlingshuset, der ligger et stenkast fra tennisbanen, supplerer:

”Det har kolossal betydning for området og for unge og ældre. Der er kommet nye med, som vi ikke har set før, og etableringen af banen giver et godt sammenhold.”  

Planer for fremtiden

Allerede tre måneder efter indvielsen af banen tæller Bisserup TK over 100 medlemmer. Det skyldes ikke mindst det populære familiemedlemsskab, åbne klubaftner, instruktion og lignende initiativer. Og det slutter ikke her, for de har planer om at supplere området med grill-faciliteter som afsæt for mere fællesskab i området.