Pickleball åbent hus i Arena Nord
I Arena Nord er det nu muligt at prøve kræfter med den nye sport Pickleball. Sporten har i de seneste år udviklet sig med stor hast i USA og springer nu op flere steder i Danmark. Det er en sportsgren for alle! Spillet er med elementer fra både tennis, bordtennis og badminton let at tilgå for begyndere og har mange spændende tekniske og taktiske udfordringer, for de der ønsker det konkurrenceprægede element.
Spillet er socialt og kan spilles med både 2 og 4 personer på en bane. Det ligger op til en hård duel mod svigerfar, en sjov hverdagsaktivitet med børnene, sport for vennepar eller kollegaer. For seniorer i Frederikshavn Kommune er denne sport også en fantastisk mulighed for at få sig rørt, holde muskler og led ved lige og blive en del af et godt fællesskab i en af de gode foreninger i Arena Nord.
Vi oplever en stor efterspørgsel på at prøve spillet og har derfor valgt at lave 4 intro dage, fordelt på 2 weekender, med åben træning. Her vil man kunne komme og afprøve det spændende spil, helt gratis. DGI vil være til stede på dagene og hjælpe med regler, demonstrere og sætte spillet i gang. Der vil være sprit nye Pickleball bat og bolde til stede – alt du skal er at møde op med træningssko og tøj.
Først til mølle for deltagelse, så skynd dig at sætte en dato i kalenderen til dig og dine med/modspillere og tilmelde dig her.
Booking af baner fremover, til Pickleball, kan ske gennem Wannasport.dk, som man kender det fra leje af en badmintonbane. Der vil yderligere være mulighed for at prøve sporten via Frederikshavn Badmintonklub – kontakt formand Bjarne på Bjpe@frederikshavn.dk. Har man lyst til at spille herefter, kan man melde sig ind i klubben.