Effektivt vægttab til dig, der træner

Få endnu mere ud af din træning ved at gøre det rigtige, når du ikke træner. Her får du ekspertens gode råd.

Følg Camilla Spagners råd og bliv endnu mere glad, når du træner Foto: FOTO Moment

Er det nye år lig med en ny start for dig og din sundhed? Du kan få din træning til at give endnu større vægttab, hvis du får det rigtige at spise mellem træningerne.

Kost- og ernæringsekspert Camilla Spagner giver dig her gode råd til, hvordan du får det mest effektive vægttab:

Der er mange råd og synspunkter om, hvordan man bedst smider de ekstra kilo på sidebenene, og der er ikke noget at sige til, hvis du er lidt forvirret.

Vi ved, at træning har en god effekt på forbrændingen, på muskelopbygningen og kredsløbet. Det bidrager alt sammen til at sætte skub i et vægttab. Men ønsker du for alvor at rykke ved vægten, skal der skrues på den mad, som du indtager til dagligt.

Kulhydrater og proteiner

Kulhydraternes betydning for din træning:

Kulhydrater er afgørende for din evne til at udføre både kort- og langvarig træning.

Kulhydrater nedbrydes i tarmen, optages i blodet og lagres som energi i leveren og musklerne.

Det er disse lagre, der bruges under træning.

Proteinernes betydning for din træning:

Proteiner består af aminosyrer og er kroppens byggesten.

Disse er med til at opbygge vores muskulatur og indgår i mange processer i kroppen, blandt andet energiomsætningen og hormonregulering.

Da proteiner i kroppen konstant nedbrydes, særligt under hård træning, kræver det, at kosten indeholder protein til genopbygning.

Nyeste forskning viser, at vi reagerer vidt forskelligt på de selv samme fødevarer. Det betyder, at andre faktorer end energirestriktionen under et vægttab har betydning for, hvor succesfuldt vores vægttab udvikler sig, og ikke mindst opretholdes.

Ydermere ved man i dag, at ønsker du at tabe i vægt, er det ikke ligegyldigt, hvorfra kalorierne kommer. Nogle fødeemner vil være mere effektive til at fremme et vægttab.

Hvad virker, når du skal tabe dig?

Når du skruer lidt op for proteinmængden i din kost, vil du typisk opnå at blive hurtigere mæt. Du kan derved undgå at spise for mange kalorier. Proteiner vil også sætte skub i kroppens forbrænding, og du tager derved ikke så let ekstra kilo på kroppen.

Yderligere har et nyt studie netop undersøgt langtidseffekterne med en høj-protein diæt sammenlignet med en ”hjertevenlig kost” og set, at den proteinrige kost er effektiv til vægttab og efterfølgende vægtvedligeholdelse over 52 uger.

Protein er mange ting, og man kan spørge sig selv, om det gør nogen forskel, om man får proteiner fra mejeriprodukter, fra animalske produkter som svinekød, oksekød, fisk, fjerkræ eller fra vegetabilske kilder.

Ser man på forbrændingen, vil de animalske kilder nok have størst effekt på forbrændingen, men ser man på den mættende effekt, har det ikke den store betydning.

Du kan med fordel skrue op for fødevarer som fisk, skaldyr, æg, magert kød, mejeriprodukter og fjerkræ i et vægttabsforløb.

Husk også kulhydrat

Nu skal du ikke tro, at protein er det væsentligste under et vægttabsforløb, og at kulhydraterne i kosten skal undgås. Det er meget vigtigt, at du får nogle gode kilder til kulhydrat, da det er her, man henter mange af sine vitaminer, men det er også kulhydrater, der leverer energien til de arbejdende muskler.

Træner du under et vægtabsforløb, skal du sørge for at spise nogle rigtig gode kilder til kulhydrat. Det kan være rugbrød lavet udelukkende med rugmel, nye lækre kartofler, en god mysli med nødder og frisk frugt.

Mejeriprodukter bør indgå i en slankekur

Du kan med fordel spise mejeriprodukter under et vægttab. Det har flere videnskabelige studier slået fast. Kalken i mejeriprodukterne vil binde fedtsyrer i tarmen, så fedtet ryger ud med afføringen uden at blive optaget i kroppen. Dette kan på sigt føre til øget vægttab.

Referencer

Artiklen bygger blandt andet på indhold fra disse to publiceringer:

Det er ikke uvæsentligt, hvorfra du får din kalk. Mange forestiller sig, at de let kan tage kalk-tilskud fra piller, men effekten er ikke den samme, så kalken skal komme fra rigtig mad. Kalken i ost menes at have den mest positive effekt i forhold til andre mejeriprodukter.

Dette kan ses på fedtsyresammensætningen i blodet. Fedtsyrerne bliver ikke optaget, men transporteres med ud igen. Ydermere kan mejeriprodukterne forebygge en for stor sult, idet de mætter godt, hvilket er væsentligt under vægttab.

Et nyligt studie har kigget på effekten af mejeriprodukter på vægttab og fandt, at to til fire portioner mejeriprodukter per dag havde en slankende effekt både på kropsvægten og på fedtmassen over en periode på cirka 16 uger.

Det betyder, at du med fordel kan inddrage både ost og yoghurt i en eventuel kur. Ydermere bidrager disse med protein og mineraler til den aktive krop.

Fakta om Camilla Spagner

  • Uddannet cand. scient i Human Ernæring fra Københavns Universitet
  • Arbejdet for Københavns Universitet og Danmarks Tekniske Universitet med projeker inden for danskerne kostvaner, kosttilskud, formidling af forskning og ernæring til undervisningsbrug, kursusudvikling
  • Tidligere eliteløber
  • Tidligere landsinstruktør for DGI Løb