Et gakket trænerteam

Årets Trænerteam 2015 er fundet: Trænerne af Slagelse HK’s U16/U18-piger er både kompetente og kreative – og mere end almindeligt tossede, hvis man spørger håndboldpigerne.

"Uden dem som trænere, havde vi ikke haft verdens bedste sæson og hold", skrev pigerne, da de indstillede deres trænerteam

Det perfekte trænerteam. Sådan beskrev U16/U18-holdet i Slagelse HK de fire trænere, da de indstillede dem til Årets Træner/Trænerteam 2015.

Beskrivelsen blev uddybet med eksempler på, hvordan de fire herrer på ugebasis tilsidesætter jobs og egne fritidsinteresser til fordel for håndboldholdet.

”Det er lidt ligesom ens bedste venner og vi kan bare fortælle dem alt,” siger Mia Hansen. Hun er 16 år og spiller venstre fløj.

”De er simpelthen så hjælpsomme, og de hjælper og støtter også gerne, selvom det ikke handler om håndbold,” tilføjer holdets playmaker, Camilla Månsson.

Begejstringen skinnede igennem i pigernes indstilling, som lå i skarp konkurrence med 50 andre indstillinger.

I dommerbedømmelsen blev det vægtet tungt, at trænerteamet har formået at skabe et fællesskab på holdet og en lyst hos pigerne til at møde op til træning – hver gang.

Tog fusen på trænerne

Mandag den 28. september blev fingerspidserne som sædvanligt dyppet i harpikskrukken og disney-musikken buldrede ud af højtalerne.

Men for en gangs skyld nåede pigerne, som ellers ikke er til at drive væk fra håndboldbanen, ikke længere end til tredje sang på opvarmnings-cd’en.

De er simpelthen så hjælpsomme, og de hjælper og støtter også gerne, selvom det ikke handler om håndbold

Camilla Månsson, playmaker på holdet

Dækket af blomster og kameraer kom dommere og fotografer ind og overtog halgulvet. Mens trænerne skævede usikkert til hinanden, godtede pigerne sig over at have taget fusen på de ellers så kække herrer.

”Uden dem som trænere, havde vi ikke haft verdens bedste sæson og verdens bedste hold,” læste Hanne Lene Haugaard fra DGI’s dommerpanel op fra pigernes indstilling,

”Og når det så bliver pakket ind i en ramme af tryghed, tillid og smittende begejstring, ja, så virker det motiverende på pigerne,” afsluttede hun sin tale.

Derfor blev de Årets Trænerteam 2015.

Kampdans

Til daglig træner pigerne mandag og onsdag, og træningen starter altid på samme måde.

”Vi har blandet en cd med disney-musik og gamle MGP-sange, som vi varmer op til. Og når vi spiller kampe, så har vi lavet vores egen dans, som vi laver inden kampstart,” siger Anna Garde.

De skøre påfund er til dels pigernes. Men trænerne bremser dem ikke – de finder tvært imod selv på mærkelig ting.

”De er lidt gakkede, nogle af dem mere end andre, men vi har det bare så sjovt sammen,” siger Laura Bjaldby.

Pigerne fortæller dog, at der mellem grin og dans bliver tid til at træne tacklinger og nye systemer.

Selvom pigerne er rykket en årgang op og fra dette efterår ikke længere er U16, er trænerne heldigvis rykket med.

”Det er altid fedt at være til træning på grund af dem, så de er helt perfekte,” siger Laura Bjaldby.

Gavecheck

Med titlen som Årets Trænerteam 2015 følger en præmie - en DGI-oplevelse til en værdi af 25.000 kroner, som både trænere og holdet kan have glæde af.