Hævelse i knæet

For at hævelsen i knæet skal aftage, foreslår fysioterapeut Svend B. Carstensen bland andet simple venepumpeøvelser.

Spørgsmål fra Gitte:

Spørgsmål til fyssen

På dgi.dk har man tidligere kunnet stille spørgsmål til idrætsfysioterapeut Svend B. Carstensen.

Denne artikel er ét af hans mest populære svar, som forhåbentlig også kan hjælpe dig.

Vær dog opmærksom på, at svaret er mere end to år gammelt, og anbefalingerne på området kan være ændret.

Hvordan får man hurtig en hævelse i knæet til at forsvinde?

Min datter skal korsbånd opereres om 12 dage, men vi frygter at lægen beslutter at udsætte operationen fordi knæet et hævet.

Kom til skade for ca. 3 uger siden. Hævelsen faldt efter en lille ugen og hun påbegyndte genoptræning/styrketræning, kunne gå normalt og følte også hun kunne løbe. For en 5 dage siden kommer hun til at vrikke om og knæet laver sammen bevægelse som da korsbåndet bristede. Knæet hævet hurtig op er blevet behandlet med RICE.. og iser så meget det er muligt.5 til 6 gange om dagen. Har lige købt et elastik knæbind, der også skal være med til at øge blodcirkulationen… men vi har travlt !

Hjælper det at drikke meget vand? Hjælper det at evt. spise vanddrivende piller eller urtete??? Har du nogle gode ideer?

Svar fra idrætsfysioterapeut Svend B. Carstensen:

Ja, det er jo lidt uheldigt, kan jeg godt se.

Men nej, det hjælper ikke at drikke ekstra meget vand. Og jeg vil nok være forsigtig med at eksperimentere med vanddrivende piller eller urtete, da det næppe er de samme mekanismer, som gør sig gældende ved væskeophobning generelt som ved et led, der er hævet på grund af en skade. En eventuelt medicinsk behandling, må I tale med jeres læge om.

Og det med et knæbind, som kan øge blodcirkulation, forstår jeg nu heller ikke umiddelbart logikken i – i hvert fald vil jeg fraråde noget sådant i hvile, da jeg her kan frygte det modsatte, nemlig at det naturlige kredsløb bliver begrænset.

Nedkøling – isen i RICE – hører hjemme i den akutte fase med henblik på, at der ikke kommer nogen hævelse. Nu er der næppe grund til at køle ned, med mindre det dæmper en eventuel smerte i knæet.

Jeg foreslår tre ting:

  1. Op med benet. Og det skal være, så knæet er godt over hjertehøjde, gerne omkring 30 til 40 cm over hjertet. Så meget som muligt. Og kombinér dette med nogle simple venepumpeøvelse. Om natten er det også en god idé at have benet lidt opad.
  2. Simple venepumpeøvelser. Hun laver dem i liggende i de timer, hvor hun ligger med benet opad i løbet af dagen. Ikke om natten. Og det kan være: A) ’bækkenløft’, 10 gange i timen. B) benløft / hoftebøjning, 20 gange i timen. C) ’Knæstræk’ / bøj og stræk knæet, 50 gange i timen. D) ’fodvip / bøj og stræk ankelleddet. 200 gange i timen. Det kan lyde som mange gange, men faktisk tager det kun ganske kort tid.
  3. Let kredsløbstræning. Det kunne være let cykling eller let kondi-cykling, fx to gange 10 min. dagligt. Hvis hun er svømmer, kunne let crawl være en mulighed. Ellers kortere gåture. Men ingen af delene må give ekstra hævelse.

Det er mine bedste bud. God held med det.