Her er de nye Royal Run-værtsbyer

Hele fire nye byer og én enkelt genganger står klar til at byde velkommen til verdens største royale motionsevent, hvor H.K.H. Kronprinsen møder dansker-ne i kondisko.

Royal Run ’23 finder sted i Herning, Aabenraa, Nyborg, Nykøbing Falster og København/Frederiksberg.

For femte gang er Hans Kongelige Højhed Kronprinsen og Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen klar til at løbe sammen med danskerne, når Royal Run finder sted 2. pinsedag, den 29. maj 2023.

Hele fire debutanter står klar til at byde velkommen til det populære motionsevent: Herning, Aabenraa, Nyborg og Nykøbing Falster, mens den eneste genganger bliver København/Frederiksberg.

Kapaciteter i byerne

  • Herning: 15.000
  • Aabenraa: 15.000
  • Nyborg: 10.000
  • Nykøbing Falster: 10.000
  • København/Frederiksberg: 40.000

”Det er meget spændende at kunne udvide Royal Run-familien med fire helt nye byer. Royal Run er et motionsløb, hvor alle kan være med, og med Herning, Aabenraa, Nyborg og Nykøbing Falster med som nye værtsbyer, håber vi, at vi kan give endnu flere lyst til at opleve, hvad det giver at bevæge sig sammen og gøre det til en kæmpe folkefest, siger Jens Otto Størup, adm. direktør i DGI og medlem af Royal Runs styregruppe.

Royal Run arrangeres i et samarbejde mellem DGI, Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Dansk Atletik. TrygFonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er med som strategiske partnere.

”Det er et stort privilegium for os, at vi har muligheden for femte gang i træk at invitere danskerne med til dette helt ekstraordinære motionsevent. Royal Run ’22 var en stor succes, blandt andet fordi vi fik vist danskerne, at motion i fællesskab kan noget særligt, og så krydret med kronprinsfamiliens dedikerede deltagelse, blev det en folkefest uden sidestykke. Den fest agter vi at holde igen til næste år,” siger Morten Mølholm Hansen, der er administrerende direktør i DIF og medlem af Royal Runs styregruppe.

Tilmeldingen til Royal Run er åbnet og foregår via Royal Runs hjemmeside: Royalrun.dk.

Kontakt

Administrerende direktør i DGI Jens Otto Størup: tlf 53 73 33 00

Administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund Morten Mølholm Hansen: tlf. 21 66 37 74