Sådan træner du dine spilleres split vision

Overblik, boldøje og kontrol over bolden. Hele tre ting på en gang. Det kan trænes. Se 7 sjove øvelser.

En god boldspiller skal have øje for banen og med- og modspilleres placering, samtidig med, at han eller hun har kontrol over bolden. Basketspilleren skal kunne drible og samtidig se, hvor med- og modspillere er. Det samme gælder i fodbold, volleyball, badminton og tennis. Det kaldes split vision, og det kan trænes.

Her er en serie boldøvelser, der fremelsker godt overblik og boldøje. Øvelserne træner spillernes kontrol med bolden, samtidig med, at spillerne bliver nødt til at ”se op.”  Øvelserne stammer fra hæftet "Boldspil," som er skrevet af Henrik Løvschall tilbage i 1995.  Og de er stadig brugbare. Test selv!

Kaosdribling

Alle dribler inden for et afgrænset område med hver sin bold. Hvis man bruger kegler, kan området justeres under øvelsen.

Variationer:

  • Små ryk på et givet signal
  • - forsøge at skubbe andres bold væk
  • Finde en at bytte bold med
  • Én er trold og må med et forsøg prøve at erobre en bold. Ny trold ved bolderobring.

Boldspil og Kroppen i skolen

  • ”Boldspil” er titlen på et hæfte i serien ”Kroppen i skolen”
  • Hæftet er skrevet af Henrik Løvschall
  • Kroppen i skolen er et samarbejde mellem Dansk Skoleidræt, DIF og DGI. 
  • Se flere materialer på i Dansk Skoleidræts webshop.

Kaosafleveringer

Som øvelsen ”kaosdriblinger,” men nu er spillerne sammen to og to om en bold. De forsøger at aflevere til hinanden og rykke i en ny position.

Variationer:

  • Lad være med at kalde på bolden, men vis med tydeligt kropssprog, at man er spilbar
  • Ryk i ny position, efter at man har afleveret og drejet rundt om sig selv
  • Forsøge at erobre andres bolde, mens man er boldfri (kun et forsøg)

Driblelege

Alle dribler gennem kegleopstilling og retur, når sidste kegle nåes. På den måde kommer man til at drible imellem hinanden. Prøv at se om I kan holde rytme og tempo. Der kan stilles nye udfordringer ved at presse tempoet.  

Følg mig

Èn vælges til at stå foran alle de andre, som fordeler sig jævnt inden for et passende område med hver sin bold. Den udvalgte viser med bevægelser med ben og arme, i hvilken retning de andre skal drible. Fremad, bagud, til venstre eller til højre. Ikke for hurtige skift.

Hvis den udvalgte klapper i hænderne, dribler de andre til modsatte ende af det afgrænsede område.

Variation:

Den udvalgte bevæger sig modsat den vej, han eller hun viser. Sådanne krav skærper opmærksomheden og fremkalder på ny kaos, der skal løses.

Korsvejen 1

Fire grupper med tre personer i hver. Grupperne står over for hinanden i en afstand af 3-4 meter, så de danner de fire hjørner i en firkant. Hver spiller har en bold. Forreste mand i hver række dribler diagonalt over firkanten og stiller sig bagest i rækken skråt overfor. Herved opstår et kaosfelt i midten, som kræver split vision. Tempet kan være en ekstra udfordring, hvor man presser hinanden.

Korsvejen 2

Samme opstilling som i Korsvejen 1, men nu er grupperne sammen to og to om en bold. Bolden afleveres til rækken overfor, og man løber efter afleveringen og stiller sig bag i rækken. Pas på ikke at ramme hinanden.

Korsvejen 3

Opstilling som før, stadig to bolde. Nu er boldene hos de to forreste i to rækker, der står overfor hinanden.

Start samtidig med at aflevere bolden mod højre og løb mod venstre – sådan at den, der afleverer, kaster bolden til højre og løber selv over i rækken til venstre, hvor han eller hun stiller sig bagest. På signal fra instruktøren skiftes retning.

Denne øvelse kræver en del, men er sjov, når den lykkes.

Små justeringer

Ofte er det de små justeringer, der hæver intensiteten og glæden ved en aktivitet. Derfor anbefaler Henrik Løvschall, manden bag øvelserne, at man ikke går videre med en øvelse, før man har fået den til at fungere.