Sjov træning for hele familien

Få pulsen op og et godt grin med familieaktiviteter, hvor alle kan være med.

Her finder du tips til, hvordan I kan lave træning, der aktiverer hele familien. Øvelserne kommer fra Henrik Kyhl Pedersen, som er instruktør i Ulfborg IF.

Denne artikel er en del af vores artikelserie, hvor trænere deler gode råd og øvelser med hinanden. Læs også 8 tips til sæsonstart7 tips til den gode opvarmning eller Sjov hjernegymnastik.

1. Klatre og kravle

Start med at klatre på de voksne. Far kan være et træ, en dinosaur, hest eller en klippe. Så skal barnet klatre på og op ad den voksne.

2. Brug bolden

Hav et fast modul med bold. Den ene gang en skumbold, næste gang en floorball eller bordtennisbold. I kan både spille kendte spil som fodbold og hockey eller blot lege med boldene. Se, hvordan bordtennisbolden bouncer og er svær at styre, mens fodbolden kan tæmmes.

3. Ban vejen for tummel og motorik

Lav en bane af redskaber. Der skal være noget, man kan hoppe på eller ned fra, noget at klatre på, gå på line på og lande blødt på. Banen er god for både små og større børn.

4. Husk de voksne

De sidste 10-15 minutter laver de voksne lidt styrketræning: burpees, armstrækkere, håndstand og mavebøj. Så får de voksne også lidt sved på panden. Børnene kan slappe af i en madras, fortsætte på redskabsbanen eller være med til øvelserne. Prøv også at bruge børnene som bells eller vægtstand. Det er sjovt for hele familien.

Download trænertips til Sjov træning for hele familien i printvenlig version.