Skade på kraveben/skulder

Skadede ledbånd skal have tid og plads til at hele. Derfor sætter man ikke knoglerne på plads, med mindre de er langt fra hinanden

Spørgsmål til fyssen

På dgi.dk har man tidligere kunnet stille spørgsmål til idrætsfysioterapeut Svend B. Carstensen.

 

Denne artikel er ét af hans mest populære svar, som forhåbentlig også kan hjælpe dig.

 

Vær dog opmærksom på, at svaret er mere end to år gammelt, og anbefalingerne på området kan være ændret.

Spørgsmål fra Henrik:

Jeg kom for en uge siden til skade til en fodboldkamp, hvor jeg i en nærkamp stødte ind i en modstander og faldt ned på jorden. I situationen skadede jeg efter lægernes diagnose nogle ledbånd mellem kraveben og skulder. Jeg har fået en 8-tals-slynge, som jeg skal gå med 2-3 uger, og derefter skal det vurderes, hvad der skal ske. Jeg har en ret kraftig bule på skulderen, som angiveligt er enden af kravebenet.

Efter knap en uge med armen i slyngen går det bedre, og jeg kan forsigtigt bruge armen til ting, som ikke belaster den, og som ikke får den i nogen yderstillinger. For hver dag, der går, kan jeg løfte den højere og højere. Ifølge lægen på skadestuen skal jeg ikke behandles, men de overrevne eller beskadigede ledbånd skal erstattes af nyt væv. Men jeg føler jo, at knoglerne burde sættes på plads i forhold til hinanden, inden vævet vokser sammen. Kan det passe, at man ikke flytter knoglerne på plads? Og hvad med den bule, der er på skulderen - vil den altid være der, eller svinder den med tiden?

Desuden ønsker jeg at vide, hvor lang tid, der mon skal gå, før jeg kan bruge armen ordentligt igen? Jeg holder den så vidt muligt i ro nu, hvor jeg også har en del smerter i den, men hvornår kan jeg gå i gang med evt. at lave nogle øvelser, som kan gøre den lige så stærk som før?

Svar fra idrætsfysioterapeut Svend B. Carstensen:

Ja, det er rigtigt, at man – lægerne – ikke ”flytter” eller sætter knoglerne på plads igen, når man som du har skadet leddet mellem kraveben og skulderblad (I fagsproget acromioclaviculærleddet eller forkortet AC-leddet). Og det er fordi, man så ofte vil lave mere ravage end gavn. Knoglerne skal nemlig kunne bevæge sig lidt i forhold til hinanden, så derfor kan man ikke bare sætte dem sammen eller fast. Dog er der undtagelser, hvis knoglerne sidder meget langt fra hinanden.

Bulen, som du har fået, vil sandsynligvis gradvist blive lidt mindre, men formentlig ikke forsvinde helt. Det vil forsat være en bule.

Hvor lang tid der vil gå, før du igen kan bruge armen fuldt, kan jeg ikke svare på, fordi det afhænger helt af skadens omfang – og det har jeg ikke en chance for at vurdere. Men det er gode tegn, at det går bedre og bedre, som du beskriver. Tidshorisonten kan sagtens være nogle måneder eller mere, før du opnår fuld funktion. Og vær opmærksom på, at det ikke er det samme som, at den – leddet – er lige så stærk som før. Her taler vi nærmere om et halvt til et helt år.

Med hensyn til øvelser kan du ret hurtigt, sikkert allerede nu, begynde med nogle forsigtige øvelser. Igen kan jeg ikke vejlede dig præcist, fordi jeg ikke kender omfanget. Jeg foreslår, at du ser en fysioterapeut, gerne en med erfaring i idrætsskader. Din egen læge kan henvise dig.

Så genoptræning tilsat en god portion tålmodighed, så skal dit AC-led nok komme til at fungere igen.

God held med det.