Smerter i knæhasen
Svend B. Carstensen foreslår at de bevægelser, der fremprovokerer smerten så vidt muligt undgås i en uges tid.
Spørgsmål fra Amanda:
Spørgsmål til fyssen
På dgi.dk har man tidligere kunnet stille spørgsmål til idrætsfysioterapeut Svend B. Carstensen.
Denne artikel er ét af hans mest populære svar, som forhåbentlig også kan hjælpe dig.
Vær dog opmærksom på, at svaret er mere end to år gammelt, og anbefalingerne på området kan være ændret.
Jeg er en pige på 19 år, der spiller ret seriøs håndbold.
Træner håndbold 3-4 gange om ugen, samt styrke/cardio de resterende dage.
Jeg er inden for de sidste 2 måneder begyndt at gå til spinning 1-2 gange om ugen. Jeg har i over et år lidt af skinnebensbetændelse og i samråd med det, gået til sportsfys, genoptræning, ingefærkur, glycotamin mv.
Det er ved at gå over, da jeg er stoppet 100% med at løbe på asfalt samt trænet mine lægmuskler og strukket en del mere ud i selve læggen. Jeg var til kamp i går, og kunne godt mærke en smule smerte i min venstre knæhase, da kampen var slut, men INTET alvorligt eller besynderligt.
Da jeg så vågnede i morges, kunne jeg dårligt stå på mit ben STRAKT. Jeg kan sagtens hoppe, løbe og stå på selve benet, altså er det ikke stødet, der påvirker mig, men derimod, når jeg skal strække mit ben helt ud.
Jeg lavede et par øvelser for knæet, og kunne derefter mærke at smerterne blev kraftigt reduceret i takt med at mit knæ blev varmt.
Jeg skal til træning igen i aften, og ville høre, hvad der var bedst at gøre? Er der mulighed for optapening, skal jeg købe et knæbind, kan man bruge noget smertestillende, lave nogle øvelser inden træning, eller hvad kan du anbefale?
Håber det giver mening.
Ellers må du endelig spørge ind til det, så du er helt med på, hvor det er, jeg har ondt :-)
Håber du kan hjælpe mig!
Svar fra idrætsfysioterapeut Svend B. Carstensen:
Se lige tiden an nogle dage- og spring en træning eller to over...! Som jeg forstår dig, drejer det sig en helt akut skade, som er opstået i løbet af en håndboldkamp. Og skaden mærker du så nu - dagen efter - i knæhasen, altså bag på knæet, når du står med strakt knæ.
For det første er der rigtigt mange forskellige ting, væv, samlet i knæhasen - de store lægmuskler kommer nedefra, hasemusklerne kommer oppefra, og de to muskelgrupper både hæfter og i nogen grad overlapper hinanden bag på knæ. Derudover en slimsæk, som ofte har forbindelse i til selve knæleddet. Plus kar og nerver, som passerer gennem knæhasen. Ja, mere til... Alt dette blot for at sige, at det kan drejer sig om en masse forskelligt, når vi taler om knæhasen.
Så, for det andet, jeg kan ikke med nogen som helst sikkerhed sige dig, hvad du skal gøre lige nu - ud over at behandle skaden som en akut skade. Og det vil sige efter RICE-princippet, hvis der er hævelse.
Og, for det tredje, det betyder også, at du ikke bør fare ud og købe knæbind, tape eller andre sjove ting lige nu og her. Og bestemt ikke smertestillende medicin, hvis du har tænkt dig at træne - det svarer til at lukke øjnene, når der er røde lamper, som blinker.
Meget ofte kan en akut skade, selv en mindre, virke meget voldsom lige i starten. Men som nævnt, vil jeg ikke kunne sige noget præcist lige nu, dog tror jeg næppe, at det er en stor skade, når du ikke mærkede mere til den under og lige efter håndboldkampen.
Så mit råd er altså at se tiden an i nogle dage, undgå de stillinger og bevægelser, som provokerer smerterne. Og hvis der fortsat er kraftige problemer efter en uges tid, ja, så kan der være grund til at få det nærmere undersøgt.
Det er vist så tæt jeg kan komme på det her.
Rigtig god held med knæet!