Tape dine sko og forebyg ankelskader med Spraino

Ny dansk opfindelse skal forebygge ankelskader. Spraino er navnet på den, og det er udviklet og testet i samarbejde med forskere ved Aalborg Universitet, DTU og Hvidovre Hospital.

Erhvervs-ph.d. Filip Gertz Lysdal og Spraino har udviklet en særlig tape af teflon, der kan forebygge vrid og forstuvninger i anklerne. Foto: Jakob Brodersen

Hvert år søger flere end 40.000 danskere mod skadestuen på grund af et forstrakt ledbånd i anklen. Ofte med risiko for en gentagelse, fordi ledbåndene bliver slappere, hver gang de bliver overbelastet.

Forstuvninger og vrid i anklen er den mest udbredte sportsskade i verden, men nu vil en dansk opfindelse ændre på det. Spraino er en tape med såkaldt smart grip, der kan hæftes på yderkanten af sportsskoene, som du kan se på billedet i toppen af artiklen.

I laboratorieforsøg har der været en 100 procent succesrate med at forebygge vridskader. Derfor er Spraino lige nu ved at blive testet af danske idrætsfolk i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund, Dansk Håndbold Forbund, Badminton Danmark og Danmarks Basketball Forbund.

Enorm succesrate allerede

500 sportsfolk er ved at teste tapen, og indtil nu går det rigtig godt med at forebygge ankelskader, fortæller Erhvervs-ph.d. Filip Gertz Lysdal fra Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet.

Filip Gertz Lysdal har gennem de seneste år forsket intensivt i ankelskader, og nu har han sammen med Spraino udviklet tapen for at komme nogle af de mange ankelskader til livs. 

”Det er et særligt stort problem i indendørsidrætter, fordi foden ikke kan glide og i stedet står fast på gulvet, hvilket medfører et voldsomt pres på ankelleddet. Vi kan allerede nu se, at tapen har en effekt. Udøverne har færre skader, og de sidder ude i kortere tid. ” siger han. 

Vi kan allerede nu se, at det har en effekt. Udøverne har færre skader, og de sidder ude i kortere tid

Filip Gertz Lysdal, erhvervs-ph.d.

Udvikles også til udendørsløb

”Tanken er, at alle skal bruge tapen. Det er klart, at de, der har størst incitament for at bruge det, vil være folk, der har problemer med anklerne i forvejen,” siger Filip Gertz Lysdal.

Spraino er lige nu kun til indendørsidrætsudøvere. Men Filip Gertz Lysdal bekræfter, at der allerede forskes i en løsning til udendørsløbere.

”Jeg kan ikke fortælle om den teknologi, vi bruger i forhold til løb, men selve princippet er det samme - dog vil det være på en anden måde. Teflon vil eksempelvis være for blødt i kontakt med asfalt, så det vil gå i stykker med det samme," siger han.

Du kan se denne youtube-video og blive klogere på Spraino.