Udspil tester: Online sjov for mor, far og junior

DGI’s redaktion tester nye, spændende hold og initiativer i idrætsforeningerne. Denne gang online gymnastik for mor, far og barn i Humlum Motions- og Gymnastikforening.

Min 2-årige datter, Meta, og jeg står ikke i en hal i Humlum, men midt på stuegulvet foran en lille skammel, der bærer min computer.

På skærmen toner en storsmilende kvinde frem. Det er vores instruktør, Pernille Aagaard Kristensen. Hun sidder på gulvet i sin stue med sin mand og 2-årige datter. ”Hej med jer,” siger hun og vinker.

Topkvalificeret kvalitetstid

Min datters blik er fikseret på skærmen, hvor Pernilles Aagaard Kristensens venstre pegefinger finder den højre tommelfinger. Lille Peter edderkop er med andre ord ved at kravle op ad muren.

Metas rodfæstede blik og stivnede positur vidner om, at det altså er god underholdning. Det lover godt! Jeg havde troet, jeg ville få sved på panden over at skulle fastholde hendes opmærksomhed. Men nej, heldigvis!

”Tidspunktet er praktisk, fordi familierne kan have mad i ovnen, og lynhurtigt få aftensmad bagefter.”

Pernille Aagaard Kristensen, instruktør

”Vi strækker armene op mod himlen,” siger Pernille Aagaard Kristensen, mens vi ser hende gøre det på skærmen. Min datter strækker sine arme op i luften.

Jeg rækker ned og løfter hende op mod loftet. Hun når helt op at røre det og griner begejstret. At dømme ud fra hendes reaktion, er det lidt sjovere at være 2,30 meter høj, end jeg havde troet.

Vi både danser, drejer, hopper, tramper, kravler og leger flyvemaskiner. Min datter er på! Og vi er ikke engang kommet til madras og kolbøtter endnu.

Begejstringsbarometeret bobler over

”Vejrmølle med hjælp” hører jeg Pernille Aagaard Kristensen sige, og ser på skærmen. Her aflurer jeg, hvordan hendes mand svinger deres datter rundt i luften. Herefter tager jeg fat om min datters hofter med begge hænder og svinger hende 360 grader rundet i luften.

Hendes fødder har knapt fundet fodfæste på madrassen igen, før hun prompte udsteder en utvetydig kommando henvendt mod mig. ”MERE”.

Okay, tænker jeg, det her er min chance for at stige et par grader på sej mor-barometeret. Jeg adlyder straks, og svinger hende den anden vej rundt. Hun klukler.

Far og søn går til den

I en anden stue, foran en skærm, hopper 2-årige Magnus og hans far Henry Ladekjær Nørby rundt i hele stuen. De er også i fuld gang med onlinegymnastikken, som ifølge faren er både sjov, udfordrende og underholdende.

”Det er hyggeligt at lave en aktivitet, der har kvalificeret indhold, med min søn. Han har en fest med det, og motorisk udfordres han på den gode måde,” fortæller Henry Ladekjær Nørby.

Før corona ramte kunne man finde far og søn i hallen hver mandag til mor/far/barn gymnastik. Derfor skulle 2-årige Magnus lige bruge nogle sekunder på at finde ud af det nye format med online gymnastik. Men hurtigt vænnede han sig til det.

Læs også: Pernille Aagaard Kristensen 5 gode råd til onlinetræning med små børn

Det er simpelt at deltage

Mandag klokken 17 tænder farmand for computeren, logger på Facebook og tænder for en livevideo, som Pernille Aagaard Kristensen streamer hjemme fra sin stue. Så er der onlinegymnastik.

”Det giver en fællesskabsfølelse at kunne se Pernille og familien på skærmen, og vide de andre på holdet laver det samme som os på samme tid,” siger Henry Ladekjær Nørby.

Helt uopfordret smider han rosende versaler i retning af instruktøren. Han oplever gang på gang en sjov, velorganiseret gymnastikundervisning.

”Pernille har virkelig gjort noget ud af det. Hun været rundt med en pose med remedier bestående af rasleæg, tørklæde, sæbebobler, fjer, fiberring og balloner. Tingene har været flittigt brugt lige siden,” siger Henry Ladekjær Nørby.

Når de kan, så kan vi også

Siden 2012 har Pernille Aagaard Kristensen kørt holdet ’mor/far/barn gymnastik’ i Humlum Motions- og Gymnastikforening. Men så kom corona.

Klubbens voksenhold kan træne online, tænke hun, det kan børnene vel også? Derfor lavede hun en virtuel rundspørge hos forældrene, hvor der var stor opbakning. Holdet har kørt online lige siden – og med stor succes.

”Tidspunktet er praktisk, fordi familierne kan have mad i ovnen, og lynhurtigt få aftensmad bagefter,” fortæller Pernille Aagaard Kristensen.

I alt deltager 12 gymnaster i alderen 1-3 år plus forældre i den 20-30 minutter lange træning. De får bevæget sig, hygget sig sammen, og bibeholder kontakten til foreningen.

Høj hyggefaktor og kopierbart koncept

Undervejs er min datters opmærksomhed enten fikseret på skærmen, eller også er vi i fuld gang med en øvelse.

Jeg oplever, onlinegymnastikken er sjov, fordi min datter og jeg hygger os sammen. På trods af at vi fysisk er de eneste, der er sammen, får jeg følelsen af, at vi laver noget i et større fællesskab.

Det skyldes Pernille Aagaard Kristensens nærvær på skærmen, og at vi kan følge med, når hendes datter laver øvelserne.

De velkendte børnesange og øvelser fanger min datter, og jeg fornemmer at gymnastikken er velplanlagt. Den er varieret og alligevel genkendelig, og samtidig er der glidende overgange mellem aktiviteterne.

Det gode flow Pernille Aagaard Kristensen formår at skabe, har anpart i vores gode oplevelse. Alt i alt en hyggelig halv times samvær, som samtidig er et fast holdepunkt i en hverdag, hvor meget andet er forandret i børnefamilien grundet corona.