”Man griner sammen med og af hinanden, og det er helt fint. Og så er det mega god træning.”

Heidi Nielsen er 49 år, og hun har trænet med siden Sæby Atletik begyndte med TrackFit i oktober måned, 2020. Hun møder op til træning hver mandag, og nyder især fællesskabet, den gode træning og de dygtige undervisere.

Hvor længe har du været med på TrackFit-holdet i Sæby Atletik, og hvem er jeres undervisere?

”Jeg har været med fra starten af. Vores undervisere er primært Gunnar, men også Mads. Under Corona har de været rigtig gode til at dele os op i hold, afhængigt af hvor mange vi har været. Det har der bare været styr på.”

Hvad var det der gjorde, at du startede til TrackFit?

”Hmm. Jeg læste om det via et Facebookopslag på Atletikklubbens side. Der var én jeg kender, der havde delt det. Han er far til nogle små børn i atletikklubben. Og så var det under Coronaen, hvor alt blev lukket ned, der kunne jeg jo ikke træne med mit medlemskab i Loop. Så tilbuddet om TrackFit i Sæby kom på et kærkomment tidspunkt med det her udendørs træning.”

Hvad er det ved TrackFit-konceptet, som du godt kan lide?

”Jeg har fundet et godt fællesskab sammen med fire-fem andre. Vi træner også sammen udover om mandagen. Det er et fedt koncept. Især det at man kan tilpasse træningen til det niveau man har. Og at man kan komme med de småskavanker, man nu har. Og så er der det der fællesskab, hvor man griner sammen med og af hinanden, og det er helt fint. Det er der også plads til. Og så er det mega god træning. Alle taler om, at nu har man pludseligt ikke ondt i den arm mere. Det giver godt konditionsmæssigt. Jeg tror måske, at man vil føle sig lidt gammel i konceptet, hvis man er under 30, men det er altså et fedt koncept.”

Hvad synes du om underviserne bl.a. Gunnar?

”Jamen de er begge to rigtig dygtige. Gunnar er jo mega god og rutineret, og han er særligt god til at få folk til at omstille sig. Selv hvis vejret er dårligt, så har han en plan a og b i ærmet. ”

Om TrackFit

TrackFit er atletikkens effektive grundtræning. Det er sjov og motiverende udendørs funktionel træning. Træningen gør dig sundere, stærkere, hurtigere, smidigere og mere udholdende. Fokus er på fællesskabet frem for konkurrence. Du bestemmer selv hvor hårdt det skal være, og du træner i et fællesskab, hvor alle kan være med. Du kan deltage uanset dine færdigheder og fysiske form. 

TrackFit trænes på atletikstadion. Det betyder, at du er udenfor hele året rundt og får en masse frisk luft, mens du træner. Et atletikstadion er en helt unik ramme, og mulighederne er uanede for at lave alsidig træning.

Få mere viden på www.trackfit.dk

Vis mere Vis mindre

Har du dyrket andet sport før TrackFit?

”Jeg har altid spillet håndbold. Og så stoppede jeg for fem-seks år siden. Og så har jeg prøvet lidt forskelligt, men jeg har jo savnet holdet. Jeg har også prøvet at gå til spinning, men der er man jo alene. Her føler man, at man er en del af et hold, og det fællesskab der er. Og det har jeg hørt fra flere, at det er fællesskabet man har fået opbygget. At det er det der gør, at folk hænger ved.”

Hvilke remedier bruger I?

”Både kettlebells, slamballs, underlag, bildæk, traktørdæk, hække, medicinbolde.”

Mærker du, at underviserne er atletikfolk? Ift. træningsøvelser, erfaring osv.

”Det skinner helt klart igennem, at Gunnar vores underviser er atletikmand. Han er en mega god underviser, men han kommer også med et par kærlige kommentarer engang imellem f.eks ”ja ja hvis du havde været her i 15 år og havde gået til atletik, så havde man gjort sådan og sådan.” Han har f.eks også sagt ”her i klubben har vi et par 14-årige piger der kan tage 100 af dem der”.

Hvilke typer øvelser laver I? Og kan I mærke progression ift. at blive bedre?

”Fra gang til gang er 70-80 procent af øvelserne nogle man kender, og så er der et par nye øvelser hver gang. VI kører f.eks meget med 1000 gentagelser. Her tager man 100 gentagelser med sin makker ved hver station. Vi taler meget om, at vi i starten af ingen gang kunne tage 20. Nu kan vi tage 50.”

Har I nogle principper I træner efter. Legende elementer f.eks?

”Hvis der er tid. Lige nu er det reaktionsøvelser der er fokus på. Vi har også haft fem stationer rundt på atletikbanen, hvor man starter med otte armøvelser og otte maveøvelser. Hvis der er tid, så laver vi andre øvelser.”

Tror du, at du eller andre ville tage imod et hold mere i klubben?

”Det tænker jeg, er en god ide. Jeg ved i hvert fald, at nogle allerede har talt om det. Nogle af dem der har trænet med over vinteren er medlem i løbeklubben, men de er faldet fra hen af vejen. Det ville give god mening, at forsøge at få dem med igen.”

Er der noget du vil tilføje?

”Et godt påfund i Sæby er, at klubben har lavet en kasse med lås, som man får koden til som medlem. Så kan man altid går ned og lave sin træning, når man har tid og lyst.”

Kan du anbefale konceptet til andre klubber end Sæby Atletik?

”Ja det kan jeg helt sikkert.”