Motionist Masters 2023
Er du vild med fjerdyster og gode kampe på dit niveau? Så skal du helt sikkert være med, når vi igen afholder Motionist Masters for alle motionistspillere. Lige som sidste år varer turneringen to dage, hvor vi spiller herre- og damedoublekampe om lørdagen og mixdoubler om søndagen.
Turneringen er for dig, der ikke har en fast plads på et ungdoms- eller seniorhold, og du skal som minimum være fyldt 17 år inden den 1. januar 2023.
De fire niveauer, du kan tilmelde dig i, er:
- Motionist A: Det er rækken for dig, der nærmest sover med ketsjeren i hånden. Selvom du aldrig har nået det ypperste niveau, er du habil nok til at kunne give en omgang fjertæsk til højre og til venstre. Du spiller til daglig i toppen af motionsrækkerne.
Guideline: Du er Motionist A, hvis du er placeret som Senior B på ranglisten i BadmintonPlayer.
- Motionist B: Det er rækken for dig, der har et niveau, hvor du kunne have bidt skeer med de store, hvis du havde taget dig sammen for en del år siden. Men nu hygger dig uden tvivl i subtoppen af motionsrækkerne.
Guideline: Du er Motionist B, hvis du er placeret som Senior C på ranglisten i BadmintonPlayer.
- Motionist C: Det er er rækken for dig, der efterhånden har spillet et par år eller lidt mere. Du elsker spillet, men synes, at det er mindst lige så fedt at få en vand eller en øl efter kampen. I dag trives du i den nedre del af motionsrækkerne.
Guideline: Du er Motionist C, hvis du er placeret som Senior C-D på ranglisten i BadmintonPlayer.
- Motionist D: Det er rækken for dig, der er forholdsvis ny i badminton. Du lever for udtrykket "tab og vind med samme sind" - og så alligevel ikke. For du vil vinde, men du accepterer, at der stadig er masser at lære. Du er forholdsvis ny i turneringsregi.
Guideline: Du er Motionist D, hvis du er placeret som Senior D på ranglisten i BadmintonPlayer.
Forplejning og fællesspisning lørdag efter kampene
Når du tilmelder dig turneringen, er det muligt at tilkøbe mad efter lørdagens kampe, hvor vi også har fået tildelt et lokale til at afholde fællesspisning. Vi har indgået en aftale med Sportsbyens Café og Restaurant, der tilbyder dagens ret i form af stegt kyllingebryst, ølmarineret svinekam, lækker salat, pommes rôsti, kryddersmør og flutes til 100 kr. pr. deltager. Der kan tilkøbes øl, vin, vand mv.
Vi håber, at rigtig mange af jer vil benytte muligheden for at slutte lørdagens kampe af med hyggeligt samvær og middag i cafeteriet.
Priser
260 kr. pr. doubletilmelding inkl. to bolde pr. kamp
100 kr. for tilmelding til middag i cafeteriet
Du kan allerede nu tilmelde dig på BadmintonPlayer.dk. Vi glæder os til at se dig og dine klubkammerater til et brag af en motionsturnering.
1. Der spilles i fire rækker: Motionist A, B, C og D
2. Der kan tilmeldes i to kategorier: Herre-, dame- og mixdouble i samme række.
3. Du kan tilmelde dig med X-makker, hvilket betyder, at vi forsøger at få tildelt en makker, når programmet lægges.
4. Der er medaljer og præmier til guld- og sølvvindere.
5. Vi spiller med bolde af mærket Victor Champion Ace. Der er to bolde til rådighed pr. kamp til alle kampe. Bolde udover de to kan købes for 18 kr. pr. stk., mens et rør kan købes for 200 kr. med betaling via MobilePay.
6. Holbæk Sportsbys cafeteria vil være åbent under hele turneringen både lørdag og søndag kl. 10.00-19.00.
7. Som noget nyt er det i år muligt at tilkøbe mad ved turneringstilmeldingen og dermed deltage i fællesspisning efter lørdagens kampe. Drikkevarer er ikke inkluderet i prisen, men kan købes i cafeteriet.
8. I år bliver kategorierne i HD, DD og MD alle spillet i Monrads turneringsformat.
9. Ved lav tilslutning til en række, kan denne blive slået sammen med en højere række for at undgå aflysninger. Pointgivningen vil være uændret.