Stor tilslutning til Landsstævnet medfører tilmeldingsloft

For at sikre deltagerne den bedste oplevelse sætter DGI og Aalborg Kommune nu et loft for antallet af deltagere til Landsstævnet den 29. juni-2. juli 2017

23.500 danskere går allerede og glæder sig til masser af idræt og god stemning i Aalborg den 29. juni-2. juli. De har nemlig købt deres deltagerbillet til DGI Landsstævne og er dermed sikre på at kunne deltage i Danmarks største breddeidrætsevent, der byder på over 25 idrætter og flere end 400 aktiviteter.

For at give deltagerne den bedste landsstævne-oplevelse, så har DGI og Aalborg Kommune valgt at sætte et loft på 28.500 deltagere.

”Der er nu omkring 5000 billetter tilbage, så vi vil klart opfordre alle, der har planer om at deltage i Landsstævnet til at købe billet hurtigst muligt,” siger Søren Brixen, der er adm. direktør i DGI.

Kun 1000 overnatningspladser tilbage på skoler

Landsstævnedeltagerne kan vælge at overnatte på skoler eller campere i telt eller campingvogn. Der er plads til alle deltagere, men der er rift om overnatningspladserne på skolerne.

”Der er kun 1000 sovepladser tilbage på skolerne. Så det er vigtigt, at de landsstævnedeltagere, der endnu ikke har valgt overnatningsform, får det gjort, hvis de vil overnatte på skoler,” siger Søren Brixen.

Stort set alle aktiviteter og overnatningssteder er placeret højst fem kilometer fra Aalborg midtby. Det gælder dog ikke aktiviteter som skydning og golf, der af gode grunde ikke kan finde sted i midt i byen. 

En helt unik landsstævneoplevelse

DGI og Aalborg Kommune har hele tiden lagt vægt på, at alle landsstævne-aktiviteter vil foregå i Aalborg midtby med Honnørkajen og havnefronten som stævnecentrum.

”Vi ønsker, at deltagerne får en helt unik landsstævneoplevelse, hvor de er tæt på det hele, og det er derfor, vi nu har valgt at sætte et loft for antallet af deltagere. Det er mig bekendt første gang, der er et deltagerloft til landsstævnet, men det er også første gang, deltagerne er blevet garanteret et så bynært landsstævne,” siger Søren Brixen.

Stor interesse for landsstævnebilletter

Billetterne til DGI Landsstævne blev sat til salg den 1. oktober 2016, og interessen har været stor. I løbet af de første fem uger havde over 20.100 tilmeldt sig, allerflest fra Nordjylland, hvor 1724 tilmeldte sig de første fem uger. Samtidig har antallet af efterskoleelever i den grad oversteget forventningerne og sat rekord. 6700 elever fra 61 skoler deltager i Landsstævnet, og efterskoleholdet vil efter alt at dømme udgøre verdens største opvisningshold til deres tre shows i Aalborg.

Deltagerbilletter til Landsstævnet kan købes frem til den 7. april. Men hvis tilmeldingsloftet nås inden, så lukker billetsalget der.

”Vi ved fra tidligere landsstævner, at deltagerne ofte køber deres billet lige op til, at tilmeldingen lukker. Ved Landsstævnet i Aalborg vil de resterende 5000 billetter blive solgt efter princippet først til mølle, og  derfor er vores anbefaling, at kommende deltagere køber billet hurtigst muligt,” siger Søren Brixen.