51-årig: På badminton-banen bliver jeg 15 år igen

Badminton er Per Damkjær Juhls frirum, hvor hovedet bliver tømt for alle bekymringer.

2-3 gange om ugen bliver 51-årige Per Damkjær Juhl (t.v.) dreng igen, når han slår til fjerbolden i Vordingborg Badminton Klub. Foto: Christina Nowak Nielsen

”Jeg har en klubkammerat, der har været skadet i to år og ikke kan spille. Jeg kan se i hans øjne, hvor meget han savner badminton. Glæden er forsvundet,” siger Per Damkjær Juhl.

Ikke at kunne spille er en situation, han tydeligvis frygter, for i 45 år har badminton været hans ”drug”. Badminton er en legeplads og vej til glæde, han ikke vil undvære. Som 51-årig ved Per Damkjær Juhl godt, der kommer en dag, hvor han ikke længere kan kaste sig efter fjerbolden, som han kunne, da han var ung. Men smide sig gør Per endnu, selvom hoften er slidt og skal udskiftes, og sønnen nogle gange er nødt til at hjælpe ham med at tage strømper på, og spørger; Far, er det sundt, det dér?

”Men jeg er nødt til det,” siger Per Damkjær Juhl.

Badminton er en legeplads for Per

Når Per bliver ved med at kaste sig efter en svær bold, er det fordi, han i spillet med fjerbolden bliver til barn igen. I det spillet går i gang, bliver han tom i hovedet og er til stede dér - på banen. Dér bliver han nulstillet.

Frivillig i Team Storstrøm

”Muligheden for at de unge på Lolland Falster kan finde badminton som deres idræt og få samme forhold til det som jeg selv, skal de have,” siger Per Damkjær.

Derfor er Per Damkjær Juhl frivillig i Team Storstrøm, som er et træningsfællesskab og klubsamarbejde for unge badmintonspillere på Lolland Falster og Sydsjælland.

Team Storstrøm tæller indtil videre 10 klubber, og har tilknyttet den tidligere landstræner for Tyskland Jacob Oehlenschlæger som træner. 

Sådan har Per gjort længe. For 51 år siden blev han født ind i en badminton-familie, hvor blandt andet faderen og hans søskende spillede. Som 6-7 årig begyndte Per også at spille, og det har han gjort siden. Stort set uden ophør og uanset hvor livet førte ham hen. Fra Kolding, Århus, Værløse, Næstved, Mulhouse i Frankrig og til Vordingborg Badminton Klub på Sydsjælland, hvor Per bor nu.

”Jeg havde to korte overgange, hvor jeg ikke spillede. Første gang var overgangen til at blive seniorspiller. Anden gang var, da jeg fik børn som 30-årig,” fortæller Per  Damkjær Juhl.

Et uundværligt frirum

Han adskiller sig således ikke fra de mange, der i overgangen fra ungdom til seniorspiller finder interesse for andet i livet. Og som forælder må indse, at timer og kræfter er der ikke nok af i døgnet. Men pauserne varede ikke længe.

Det var kun i kort tid, at jeg ikke spillede. For efter 4-5 måneder opdagede jeg hver gang, at jeg var nødt til at have det frirum"

Per Damkjær Juhl, badmintonspiller

Han bruger bevidstheden om frirummet som drivkraft til at komme afsted, når motivationen kniber engang i mellem.

For det gør den selvfølgelig også for Per Damkjær Juhl efter 45 år i badmintonhallen. Men frirummet, sammenholdet og forpligtelsen overfor klubkammeraterne trækker ham afsted. 

Hvis entusiasmen går fløjten, er det sket

”Jeg ved, at når først jeg står der, fortryder jeg det ikke. Når jeg går ind på banen, bliver jeg tom i hovedet. Jeg bliver 15 år igen, når jeg er der,” siger den 51-årige badminton-entusiast.

Når først spillet er i gang, glemmer han alt om hofte, alder og om pointet gælder røven af 5. division. Hver bold er nøjagtig ligeså vigtig, som da Per var 15 år.  

”Vi skændes over om en bold er ude eller ej. Vi opfører os stadig, som da vi var unge. Jim Laugesen sagde for nylig om badminton, at; det er da forunderligt at kunne bevare sådan en entusiasme, når man har spillet i 20 år. Men gudskelov for det, for hvis entusiasmen går fløjten, så er det sket,” lyder det fra Per Damkjær Juhl.