52 år i badmintonklubben: Poul stopper ikke, før han ikke kan spille

Holstebro Badminton Klub har haft glæde af Poul Gohr Lauridsen i mere end 50 år. Glæden ved spillet og klubarbejdet er drivkraften, der holder ketcheren i sving.

Læs også: Kasper blev træner, da moren fik kræft

”Hej Poul!”

Vi er knap steget ud af bilen foran Holstebro Badmintonhal, før et par seniorer med tasker og badmintonketchere stopper op og hilser. Få skridt inde i hallen sker det samme igen.

Poul Gohr Lauridsen blev medlem i Holstebro Badminton Klub som 14-årig, og 52 år senere er han stadig i klubben. Det er ingen tilfældighed, at folk i hallen ved, hvem han er.

Og står det til Poul, kommer de til at hilse på ham mange år endnu. Selvom alderen har rundet de 66, har han ingen planer om at stoppe.

”Jeg elsker at spille badminton. Og jeg stopper ikke med det, før jeg ikke længere kan spille,” siger han.

Selv efter 52 år som spiller og knap halvdelen som frivillig i klubbens forskellige udvalg og bestyrelser, halter det ikke med motivationen. Poul kan faktisk slet ikke undvære sporten.

”Glæden ved badminton er den største årsag. Spillet, men også klubben. Jeg har altid elsket vores klub, det sammenhold, vi har haft, og alle de mennesker jeg er kommet til at kende. Når vi mødes i dag, siger vi: ’Kan du huske dengang? Det var de gode gamle dage.’ Jeg bliver helt nostalgisk,” siger han.

Det store badmintonnetværk

Det var ellers ikke oplagt, at Poul skulle spille badminton fem timer om ugen, som han gjorde, da han spillede mest. Hans far var fodboldspiller, så det prøvede han også, men sammenholdet fra badmintonhallen sparkede fodbolden til hjørne.

Læs også: LONG READ: Et frirum for Martin

”Jeg kan godt lide, at jeg selv står med, om det bliver en god eller dårlig præstation. Nogle mener så, at badminton mangler sammenholdet fra andre holdsportsgrene, men det, synes jeg ikke, er rigtigt. Badminton er for eksempel en af de få sportsgrene, som kan dyrkes på lige vilkår af mænd og kvinder,” siger Poul Gohr Lauridsen.

Sammenholdet varer også ved, efter at indendørsskoene er taget af. Igennem sine mange år i klubben har Poul opbygget et imponerende badminton-netværk. Det kom for alvor til sin ret, da sønnen Jesper, som også var badmintonspiller- og træner, søgte arbejde i sit sabbatår.

Jeg trækker mig ikke frivilligt. Der kan kun blive tale om skader eller sygdom

Poul Gohr Lauridsen

Han søgte de samme jobs som alle sine jævnaldrende, så der var rift om pladserne. Men så fik Poul en idé.

”Jeg sagde til ham: ’Kan du huske, hvad jeg har lært dig om det sociale netværk? Det er de 300 mennesker, du kender fra badminton. Nu skriver du en mail til de 300 om, at du har hjulpet klubben og deres børn, og at du nu har brug for deres hjælp.’ En uge senere havde han to jobs,” siger han.

Klubarbejdet er fantastisk

Det var først, da sønnen startede til badminton for 24 år siden, at Poul gik ind i klubarbejdet. Det var helt naturligt. Hvis man er lidt åbenmundet og siger sin mening om både godt og skidt, er man selvskrevet, som han formulerer det.

Siden da har han været formand for ungdomsudvalget, siddet i seniorudvalget, bestyrelsen, stået for udlejning af baner og indkøb af bolde. Og han ville gøre det hele igen, hvis han kunne.

”Klubarbejdet er helt fantastisk. Man får så meget tilbage. Jo ældre børnene blev, jo mere påskønnede de det arbejde, jeg lavede,” siger han.

I dag er de børn, Poul var formand for i ungdomsafdelingen, blevet voksne, men de har ikke glemt tiden i Holstebro Badminton Klub. Det oplevede han for nyligt, da han blev kontaktet af en tidligere spiller, som spurgte, hvordan det gik.

Læs også: 90-årige Poula Hansen modvirker demensen med gymnastik

”Jeg svarede hende, at jeg mindes tiden med dem. ’Ja mon ikke. Det er en tid, jeg aldrig glemmer,’ skrev hun tilbage. Det er fantastisk at få det at vide af en, der er 35 år i dag,” siger Poul Gohr Lauridsen, der sætter stor pris på anerkendelsen: 

”Det betyder mere end noget andet. Mens jeg var i det, kunne jeg godt synes, at der var meget arbejde. Nu fortsætter påskønnelsen mange år senere. Det er fantastisk.”

Poul ved stadig, hvordan man laver den perfekte serv lige over netkanten.Poul ved stadig, hvordan man laver den perfekte serv lige over netkanten.Foto: Privatfoto

Badminton i syv haller i Holstebro

Med 52 år i samme badmintonklub er der mange gode minder at tænke tilbage på. I klubbens storhedstid blev der spillet i syv forskellige haller i Holstebro på én gang, fordi der var så mange, der spillede badminton. Der var 730 medlemmer i Holstebro Badminton Klub, da flest spillede.

I 1999 vandt de prisen som Årets Ungdomsklub i Jylland, på et tidspunkt hvor den vestjyske klub var blandt de 10 største i Danmark.

”Vi havde spillere der kom fra hele Vestjylland for at træne i Holstebro. Vi havde hyret trænere, der kørte tre gange om ugen fra Randers. Det var en megaklub. Det er spørgsmålet, om vi nogensinde kommer derop igen. Men det er en fantastisk tid at tænke tilbage på,” siger Poul Gohr Lauridsen.

I dag er badminton ikke helt så populært. Men fra klublokalet på første sal i Holstebro Badmintonhal, hvor skabe med utallige trofæer pryder væggene, er det ikke svært at forestille sig tiden, som Poul beskriver.

”Der har aldrig nogensinde været så mange mennesker for at se badminton i vores lille hal, som når vi havde turneringskamp en lørdag eftermiddag. Vi havde indløb af spillere og det hele. Hold da op. Det krævede også nogle ressourcer, og det var nogle gange lidt hårdt. Men hold da op, hvor var det sjovt,” husker han.

Læs også: Årets træner: Det betyder noget for mig, at folk har det godt

Trækker sig ikke frivilligt

Indtil i år stod Poul for udlejning af baner og indkøb af bolde i Holstebro Badminton Klub. Men i år har han givet riposten videre. Det var dog ikke helt frivilligt, at Poul efter mere end 20 år meldte sig ud af klubarbejdet. Han har nemlig fået konstateret sygdommen, der på dansk kendes som knoglemarvskræft.

”Jeg er ikke syg af den på nuværende tidspunkt, men jeg ved ikke, hvor længe der går, før jeg skal behandles. Og det er en ret hård kur, når jeg skal det. Hvis jeg lige pludselig var nødt til at stoppe fra den ene dag til den anden, kunne det give problemer at få en anden ind, så derfor valgte jeg at stoppe,” siger han.

På trods af sygdommen har han ingen planer om at lægge ketcheren på hylden. Motivationen og glæden ved badminton er i hvert fald ikke forsvundet.

”Jeg kunne sidde på arbejde en tirsdag eftermiddag og sige: ’Yes, jeg skal til badminton i aften!’ Det kunne jeg stadig gøre efter 50 år. Jeg er absolut ikke træt af det, og det når jeg heller ikke at blive,” siger han.

Og der er noget at sigte efter. Hvis Poul når rekorden for sin sygdom og holder sig rask i 20 år endnu, vil han tangere sin far, som spillede i badmintonklubben, til han blev 85 år.

”Jeg trækker mig ikke frivilligt. Der kan kun blive tale om skader eller sygdom,” slutter Poul.