7-årig hverver klassekammerater til sit badmintonhold
Caroline inviterede hele sin klasse med til badminton. Nu spiller mange af dem sammen.
For seks måneder siden startede syvårige Caroline Krag Goleathsen til badminton i Skælskør Badminton Klub. Og hun er vild med det. Faktisk er hun så glad for ketsjer og fjerbold, at hun inviterede hele sin klasse med til en prøvetime. Og det havde hun en god grund til.
"Så de også kan lære badminton, og der kan starte flere på holdet," siger Caroline og fortsætter:
"Det er sjovt og man kender dem fra klassen."
Caroline inviterer - mor kører
Caroline inviterede sine klassekammerater i et brev, som blev delt ud i klassen. Hun har selv skrevet det med hjælp fra sin mor, Petrine Goleathsen, som fortæller hvordan datteren kom hjem fra træning og var helt optændt ved tanken om at kunne få sin klasse med til en prøvetime:
"Caroline kom hjem fra badminton hoppende og meget ivrig; 'jeg skal have min klasse med til badminton, så jeg kan vinde en liga-trøje'... Min første tanke var, arh… Men hun var så ivrig og fokuseret på at hun skulle invitere dem alle, at det ville være synd at spænde ben for det," siger hun.
Caroline er meget genert overfor nogen hun ikke kender, så jeg håbede, at hun ville finde en eller flere fra klassen, hun kunne dele oplevelsen med
Petrine Goleathsen, Carolines mor
Så brevet blev skrevet, og i det tilbød Petrine at være chauffør for alle interesserede.
"Jeg valgte, at jeg nok skulle sørge for, at de kom ned til hallen, hvis de gerne ville prøve. Jeg ved jo godt, at det kan være svært at få det hele til at op med alt det andet i dagligdagen for forældrene, hvis de har sent fri fra arbejde," siger hun.
Masser af nye holdkammerater
Op mod halvdelen af Carolines klasse valgte at tage med til badminton, og størstedelen blev meldt ind i klubben. Det er godt både for Caroline og for Skælskør Badminton Klub.
"Caroline har været rigtig glad for badminton. Når hun kommer hjem fra træning, skal hun lige øve lidt mere i garagen, og hvis det stod til hende, skulle vi rydde stuen, så hun har plads til at øve. Men hun er også meget genert overfor nogen, hun ikke kender, så jeg håbede, at hun ville finde en eller flere fra klassen, hun kunne dele oplevelsen med," siger Petrine.
Den mission lykkedes, må man sige. Det er tilladt at kopiere ideen.