Åbent sind og netværk førte til møde med Lee Chong Wei
Victoria Haurholm-Rasmussen på 10 år og familien mødte verdensstjernen Lee Chong Wei på tur til Malaysia ved hjælp af DGI’s udenlandske netværk.
Det kræver ikke mere end lidt gåpåmod og at turde kontakte andre mennesker for at få en oplevelse for livet. Det kan familien Haurholm-Rasmussen og måske særligt datteren Victoria skrive under på. Og så var den endda gratis.
Under en udlandsrejse til Borneo og Malaysia fik familien Haurholm-Rasmussen nemlig mulighed for at overvære en træningssamling for den malaysiske landsholdslejr, der trænede frem mod det forestående VM i Glasgow. Men ikke nok med det. Familien fik også lov til at hilse på, få taget billeder med og få autografer af den 4-dobbelte All England-vinder og 3-dobbelte OL-finalist Lee Chong Wei.
Særligt for familiens 10-årige datter Victoria var det en stor oplevelse, fortæller moderen Heidi Haurholm-Rasmussen. Hele familien spiller badminton, og børnene Victoria på 10 år og William på 6 år har mere eller mindre fået idrætten ind med modermælken. Drømmen for datteren Victoria er at blive badmintonspiller, og forbilledet er – Lee Chong Wei.
Kontakt i Malaysia gav pote
Det var en kæmpe oplevelse især for Victoria, for Lee Chong Wei er hendes helt store helt
Heidi Haurholm-Rasmussen
"Lee Chong Wei har fra starten været hendes favorit. Hun så ham og VM-lejren træne, og at det altså koster noget at blive så god, som han er."
Seancen kom i stand, da Heidi Haurholm-Rasmussen skulle planlægge den badminton-ivrige families fire uger lange tur til Borneo og Malaysia, og gerne ville bruge noget af tiden på badminton. Her havde Heidi bidt mærke i, at DGI råder over et internationalt udvalg, der kan formidle kontakter i udlandet, hvis du går med tanker om at prøve kræfter med badminton i udlandet.
Spil badminton i udlandet
Har du lyst til at kombinere rejse i udlandet med badminton?
Tag kontakt til DGI's internationale udvalg og hør, om vi kan hjælpe.
Læs mere i linket.
Hun tog derfor kontakt til Mette Therkelsen fra DGIs internationale udvalg med en forespørgsel om kontakter i Malaysia, og der var bid. Heidi Haurholm-Rasmussen blev derefter stillet i forbindelse med Michael’s Badminton Academy i Kuala Lumpur, som er en stor badmintoninstitution med flere centre i Malaysia, der både driver akademi, baneleje, badmintontræning, træningslejre for elite og bredde og meget andet.
Fik hjælp af lokale til at overvære VM-træning
Familien blev af Mette Therkelsen anbefalet at lægge aktiviteten tidligt på rejsen, og det viste sig at være en god idé. For efter træningen i Michael’s Badminton Academy faldt familien i snak med indehaveren Michael Lee og dennes søn.
”De viste billeder af danske spillere, heriblandt Peter Gade, der havde været og træne hos dem. Vi fik også nævnt, at Victorias helt store helt er Lee Chong Wei. Det viste sig så, at de havde en kontakt til den malaysiske VM-lejr og gerne ville prøve at ansøge om, at vi kunne komme og overvære en træning,” fortæller Heidi Haurholm-Rasmussen.
Malayernes velvillighed udmøntede sig i, at familien fik lov at overvære en træning og møde Lee Chong Wei. For Victoria betød det en møde med et idol og en lokal folkehelt, hun hidtil kun har overværet på tv-skærmen og som pryder reklamesøjler og bybilledet overalt i Malaysia. Til landsholdstræningen fik Victoria på nærmeste hold syn for sagen, hvad det kræver for at tilhøre den absolutte verdenselite, og oveni hatten et flygtigt møde med en stjerne i bagagen. Men nok så vigtigt gav det et indblik i det liv og slid, tv-skærmen ikke viser af stjernernes vej til toppen.
Betaler sig at vise interesse for de lokale
Træningen på Michael’s Badminton Academy blandt utroligt kompetente trænere og udøvere gav også et perspektiv på, hvor stor en idræt badminton er i Malaysia, og hvor mange ufatteligt dygtige badmintonspillere landet rummer, som aldrig når rampelyset. Alt i alt resultererede den opsøgende mail om netværk i Malaysia i en uforglemmelig oplevelse.
"Det sjove er, at du kan købe dig til nok så mange oplevelser, men fordi vi snakkede med folk og dem der ejede akademiet, kom det i stand."
Af alle de ting, vi havde arrangeret på turen, var det en af de allerstørste, og den kostede ikke noget
Heidi Haurholm-Rasmussen
Heidi Haurholm-Rasmussen sender en opfordring videre til andre, der går med tanker om badmintonoplevelser i udlandet.
”Det kan godt betale at bruge tid på at lære de lokale at kende. Havde vi bare siddet for os selv og ikke snakket med dem, så tror jeg ikke, at vi havde fået samme oplevelser.”