Årets badmintonklub: Træneruddannelse er nøglen til succes

Prioritér uddannelse af jeres trænere, så bliver I en succes som badmintonklub. Sådan lyder opfordringen fra årets klub, Nr. Broby Badmintonklub.

Alle trænere og hjælpetrænere i Nr. Broby kommer på uddannelse eller kursus. Foto: Palle Skov

Man skal lære af de bedste. Og de bedste til at være badmintonklub i Danmark er Nr. Broby Badmintonklub, der til Badmintonforum 2019 i maj arrangeret af DGI og Badminton Danmark blev kåret som årets klub.

Derfor har vi spurgt den fynske badmintonklub, hvad de ser som nøglen til succes. Svaret er klart: Træneruddannelse.

”Få planlagt tidligt i sæsonen, at alle jeres trænere og hjælpetrænere kommer af sted på uddannelse eller et trænerkursus. Det er ikke nok bare at sætte en tilfældig forælder til at være træner, siger Bjarne ’Mulle’ Pedersen, ungdomsformand i klubben.

Faktaboks

Nr. Broby tilbyder selvfølgelig almindelig holdtræning, men der er også gang i mange andre aktiviteter i klubben. Blandt andet:

  • Sjov og badminton, hvor børnene ud over at spille badminton leger meget med henblik på at gøre børnenes motorik bedre og vænne dem til forskellige badmintonbevægelser
  • Træningsaften for motionister
  • Skolebadminton med de omkringliggende skoler og opfølgningsarrangement
  • Åbne turneringer og begynderturnering
  • Træning med fællesspisning
  • MiniTon
  • Broby Bad Camp - en weekend med badminton og kammeratskab i højsædet, hvor alle fynske klubber bliver inviteret

Vis mere Vis mindre

Alle trænere i Nr. Broby Badmintonklub er ”egen avl”, og det har i flere år været et fokus fra bestyrelsens side, at trænere og hjælpetrænere kom på kurser og uddannelser, og der er blevet brugt ressourcer og sponsorkroner på det.

”Vi har en god trænerkapacitet, og der er skabt en rød tråd i træningerne,” siger Bjarne ’Mulle’ Pedersen.

Markant medlemstilgang

Nr. Broby Badmintonklub har 140 medlemmer, og har de seneste år haft en markant og vedvarende medlemstilgang. Tilmed eksisterer der i klubben en sund vægtning af det sociale over for det sportslige, og så er der ikke mindst plads til alle.

Smilene blev store på Fyn, da Nr. Broby Badmintonklub fik overrakt prisen som Årets Klub.

”Det er en kæmpe ære at få den her titel. Vi er så stolte, og det er et kæmpe skulderklap. Man får helt røde kinder af, at der faktisk er nogen, der har besluttet, at vi nu kan kalde os for Danmarks bedste badmintonklub. Det gør en stor forskel og er virkelig med til at holde vores motivation oppe til at ville gøre det endnu bedre til næste sæson,” fortæller Bjarne ’Mulle’ Pedersen.

Årets ildsjæl og årets badmintontræner blev også kåret på Badmintonforum 2019. Titlen som årets ildsjæl gik til Lene Nørgaard Jensen fra Randers Badmintonklub. Kasper Ødum fra Frem Hellebæk Badminton løb med titlen som årets badmintontræner.