Badmintonpiger mødes i nyt fællesskab på tværs af østjyske klubber
Fem østjyske badmintonklubber vil skabe stærkere pigemiljøer gennem projektet VIPiger - og hele 38 piger stod klar til første samling.
Fredag d. 7. oktober blev første træningsgang på VIPiger skudt i gang, og hele 38 piger stod klar i Randers Badmintonhal fredag eftermiddag.
På VIPiger er det ikke kun badmintontræning, men også nye venskaber, der er i fokus. Pigerne kommer ikke kun for at finpudse deres serv og træne benarbejde, men også for at få nye veninder. Og allerede efter første træningsgang kan man ane de nye relationer og fællesskabet, der spirer frem.
Et håb om stærkere pigefællesskaber
VIPiger er et badmintontilbud for U13-U19, som har vist sig især at være populært blandt de 11-14-årige piger. Projektet er et samarbejde mellem Randers Badmintonklub, Hadsten Badmintonklub, Hammel GF Badminton, Thorsager Rønde IF Badminton, HOG Hinnerup Badminton og DGI Østjylland, og samlingerne afholdes skiftevis i de forskellige klubber.
Tilbuddet skal på sigt være med til at styrke netværket både badmintonpigerne og klubberne imellem og skabe grobund for gode pigemiljøer lokalt i klubberne.
Til VIPiger er det de fem klubbers egne trænere, som træner pigerne. Både inden og efter samlingerne evaluerer de på, hvad der skal til for, at de som trænere kan tilbyde det bedst mulige træningsmiljø for pigerne - også hjemme i egen klub.
”Vi gør meget i at lytte til pigerne, og udsætte dem for situationer, hvor de er henholdsvis trygge og utrygge, så de forhåbentlig kan mærke, at de rykker sig og oplever succes," fortæller Emma Rue Rasmusse, som er badmintontræner i Thorsager Rønde IF.
Vi fokuserer rigtigt meget på at skabe et miljø, hvor det er okay at se lidt skør ud, og hvor tingene ikke skal være perfekte
Emma Rue Rasmussen, badmintontræner i Thorsager-Rønde IF.
Flere piger i sporten
VIPiger er et forsøg på at bekæmpe frafaldet af piger og den skæve kønsfordeling, der er i badmintonsporten. Håbet og forventningen er, at pigerne bliver i deres klub og spiller badminton i længere tid, hvis de har flere venskaber både i egen og i de andre klubber.
Allerede til første samling begyndte det nye pigenetværk at slå rødder.
”Som afslutning spurgte vi pigerne om deres oplevelse af første samling. Blandt andet hvor mange de havde snakket med, som de ikke kendte dagen før. Jeg spurgte først, hvor mange der havde snakket med én, så to, tre og til sidst fire. Her var alle hænderne oppe,” fortæller Lena Frier, som er projektleder og tovholder på VIPiger.
Mere end badminton
VIPiger skal give pigerne en smag på, hvad badminton også kan være udover samspil over et net. Mens første samling mest af alt handlede om at få sat navne på og lære hinanden at kende, var der også plads til hygge og fredagsstemning.
”Vores fokus på første samling var at få rystet pigerne så godt sammen som muligt. Så den stod på en masse små spil, leg og badminton med plads til at se skøre ud og grine sammen,” fortæller Lena Frier, der sammen med Kamilla Rytter Juhl vandt europamesterskabet i damedouble i 2008.
Når der ikke blev øvet teknik ved nettet, gik pigerne tur sammen, snakkede og havde en hyggelig aften med god mad og fredagsslik.
Samlingen denne weekend var den første ud af de fem gange, pigerne skal mødes i løbet af det næste halve år, og på de fremtidige samlinger kommer der både wellness, madlavning og kreativitet på programmet udover en masse badmintonsjov og -træning.