På badmintonrejse: I Asien spiller de badminton i gaderne

Ida og Caroline er på badmintonrejse i Sydøstasien for at udvikle badmintonforholdet mellem asiatiske lande og Danmark, og for at lære og blive klogere af kulturforskellene.

Ida Marie Skovgaard Kristensen på 19 år og Caroline Holm Vestergård på 20 år er taget på badmintonrejse i Sydøstasien i 2,5 måned. Som ambassadører for DGI besøger Ida og Caroline Vietnam, Cambodia, Malaysia, Indonesien og Sri Lanka for at udvikle badmintonforholdet mellem forskellige asiatiske lande og Danmark. På deres blog tourdeasia kan du læse meget mere om deres drømmerejse. Du kan også følge pigerne på Instagram og Facebook.

At rejse er at leve! Vi er helt på bølgelængde med H.C. Andersen. Men at rejse, er meget mere end at drage til et andet land for os. At rejse for os, er at møde andre kulturer end vores egne, andre levestile, og andre standpunkter til livet. Vi vil ikke bare se kulturerne udefra, men leve i dem, og se dem på tætteste hånd.

Det kan kun lade sig gøre, hvis man bliver inviteret indenfor af lokale. Og netop her bliver badminton til en nøgle, som kan åbne den dør. Gennem tidligere rejser har vi erfaret, hvor nemt kommunikationen går igennem badminton.

På en badmintonbane er det nemlig ligegyldigt om man er dansker, vietnameser, franskmand eller fra New Zealand, alle spiller efter de samme regler og alle har samme mål – at vinde og at have det sjovt. 

Hvorfor Sydøstasien i 2,5 måned?

Sydøstasien er perfekt til en badmintonrejse, da badminton er den mest udbredte folkesport i mange af de lande, vi rejser til.

Det er en kæmpe oplevelse at gå rundt på gaderne, i en storby med flere millioner indbyggere og tæt og uorganiseret trafik,  og se flere forskellige par, unge som gamle, spille badminton på asfalten en sen eftermiddag. Samtidig er det et meget billigt område, så det gør det meget nemmere at rejse rundt i længere tid. 

Derhjemme træner vi ca. 4-5 gange om ugen, og vi nyder at træne. Vi spiller begge to på Stenhus badminton College, hvorfra mange af vores tidligere badminton oplevelser er blevet skabt. 

Vi har på college haft mange nationaliteter inden for døren, og gennem årene har vi haft en hverdag med spillere fra Kina, Sydafrika, Vietnam, Malaysia og New Zealand. Det har lært os at socialisere med forskellige nationaliteter og åbnet vores øjne for, at verden slet ikke er så stor.

Husker de ting bedst, hvor vi blev udfordret

Vores egentlige idé startede i sommeren 2016, hvor vi var rejst ned til vores ven Rin Nguyen fra Vietnam. Rin havde boet hos Caroline og hende familie i 3 måneder vinteren forinden og det var meget naturligt for os at rejse ned for at spille badminton med hende og hendes venner.

Vi lærte utrolig meget fra vores rejse til Vietnam. Blandt andet at vi slet ikke var færdige med Asien, og at de oplevelser og minder som står kraftigst i erindringen, er de gange, hvor vi blev allermest udfordret. For eksempel da vi blev inviteret indenfor hos en lokal familie og fik serveret rå blæksprutter og kyllinge- og griseindvolde. En spise, der bliver serveret med det største smil, for det er en ret, som bliver serveret i de fine kredse.

Hvordan siger man lige nej til det? Det kan man ikke og det gør man ikke. Så ned skal det, ubehageligt og kvalmende, som det er. 

Man lærer meget om sig selv, når man står i situationer, hvor der opstår stor diversitet blandt kulturer

Formålet med turen er at vokse

Formålet med denne tur er at få en masse af den slags oplevelser med hjem i bagagen - også i forhold til badminton. Hvordan træner de i Vietnam, og er det anderledes end i Malaysia? Til det kan vi allerede sige ja. Der er kæmpe forskel på de forskellige træningsmetoder, former for spillestil, intervaller og intensiteter, og det er fascinerende at se.

Om end det er mad, opførsel, levestil eller træning, så er en ting helt sikkert; Man vokser med opgaven, bliver klogere og lærer, at det der føles som det værste i sekundet, bagefter er en god oplevelse, der både skaber gode minder, men også styrke til de efterfølgende gang, man bliver sat på prøve!

Det kan vi allerede mærke på blot de få uger, vi har været af sted.