Dansk badminton-video går verden rundt

Badminton er et spil for alle. Dét er budskabet i en ny video fra DGI Badminton, som på få dage er blevet set af mange tusind mennesker verden over.

Videoen Badminton - et liv i spillet er lavet for at sprede badmintonglæde. Det er i dén grad lykkedes. Foto: Billede fra videoen Badminton - Et liv i spillet

Tre dage. Så længe lå badmintonvideoen Badminton - et liv i spillet på Facebook, inden den rundede 71.000 visninger og godt 400 delinger. Og den store opmærksomhed rækker langt ud over de danske-, ja ud over Europas grænser.

Videoen, der er produceret af DGI Badminton, er blevet delt fra Rusland til USA, fra Finland til Fillipinerne - altså hele verden.

Her er videoen set

  • Danmark
  • Sverige
  • Norge
  • Finnland
  • Tyskland
  • Frankrig
  • Spanien
  • Italien
  • Bulgarien
  • Belgien
  • Østrig
  • Tjekkiet
  • Rusland
  • Amerika
  • Brasilien
  • Indien
  • Malaysia
  • Filippinerne

 

"DGI har lavet en fremragende hvervefilm for badmingtonsporten. Hvis I skulle glemme, hvorfor I har valgt badminton, så se den korte film. Derfor elsker vi badminton," skriver det store, tyske online-badmintonmagasin Badzine om filmen, og prominente navne som danske Hans-Kristian Vittinghus er blandt de flittige Facebook-delere.

Feel good-film

Hans-Kristian Vittinghus er bland de bedste danske badmintonspillere og ligger lige nu nummer 16 på verdensranglisten i herresingle. Han delte straks DGI Badmintons video, da han så den på Facebook.

"Jeg prøver at promovere badminton på rigtig mange måder, så det var også naturligt at dele den her video. Den viser noget af det, badminton også handler om, nemlig at det er en sport som alle kan dyrke. Det er en sport for de helt unge såvel som for de ældre. Du kan altid finde en bane og komme til at spille, og videoen fanger stemningen mellem de forskellige aldersgrupper og glæden ved badminton," siger han og fortsætter:

"Det er en feel good video, som man bliver glad af at se og som kæder glæde og badminton sammen."

Badminton - og videoen - skal være allemandseje

Hos DGI Badminton er folkene bag videoen stolte og glade for den gode modtagelse.

"Det er helt fantastisk at være med til at lave et produkt, som lykkes. Mange har allerede taget videoen og dens 'sjæl' til sig, og de forstår og deler den," siger Jesper Munk, der er leder af DGI Badminton.

"Forhåbentlig er videoen med til at fortælle vores værdier, og den er tiltænkt som allemandseje."

I følge Jesper Munk har Hans-Kristian Vittinghus nemlig forstået videoen, præcis som den er tænkt:

"Den skal vise, at Badminton er for alle og samtidig give en god følelser i kroppen. Og den skal kunne bruges af alle – Badmintonklubberne, spillere, organisationer... Klubberne kan bruge den til markedsføring i lokalområdet, spillere kan bruge den til at se og vise glæden ved badmintonspillet, organisationer til at fortælle hvilke værdier badmintonspillet kan give videre," slutter Jesper Munk.