Få nye medlemmer i din klub gennem skolesamarbejde
Højbjerg Badminton Klub har på to sæsoner fået over 150 nye medlemmer ved at lave samarbejder med skoler i nærområdet.
Højbjerg Badminton Klub har på to sæsoner fået ungdomsafdelingen til at vokse fra 140 til 300 spillere. Altså over dobbelt så stor.
Den væsentligste grund til, at de har vækstet så meget er deres måde at se skolereformen på, fortæller Michael Kjeldsen, som er cheftræner i Højbjerg Badminton Klub. Den åbne skole er et element i den seneste Folkeskolereform, der betyder, at folkeskolerne er forpligtet til at inddrage lokale kultur institutioner og foreninger i undervisningen.
"Det har vi benyttet os af og kontaktet fire skoler tæt på vores badmintonhal. Alle fire har sagt ja til at lave et samarbejde med os," fortæller Michael Kjeldsen.
Gør det samme i din klub
Alle fire skoler har derfor haft deres 0., 1., 2., og 3. klasser i hallen i Højbjerg til fem gange badminton. Det har gjort, at 150 nye spillere har meldt sig ind i Højbjerg Badminton Klub. Derudover har Højbjerg hjulpet TMG Badminton Klub i Mårslet med at lave et samarbejde med deres skole. Det har fået ungdomsafdelingen i Mårslet til at vokse fra 8 til 110 medlemmer på bare tre måneder.
Jeg vil opfordre alle idrætsforeninger til at lave samarbejder med skoler i nærområdet
Michael Kjeldsen, Højbjerg Badminton Klub
I din klub kan I nemlig gøre det samme, uanset om I spiller badminton, fodbold, håndbold svømmer, løber eller noget helt sjette. Find links til den åbne skole herunder og se, hvordan I kommer i gang. Det der virker i Højbjerg og Mårslet, virker sikkert også i en anden by.