Flere teenagere vil gå til badminton

Badmintonklubber har succes med at skabe frirum for teenagere, og det afspejler sig i medlemstallene for de 13-18-årige i 2018.

Der er blevet flere unge mellem 13-18 år, som gerne vil spille badminton, viser medlemstal fra DGI Badminton og Badminton Danmark. Foto: Lars Horn

For tredje år i træk er der blevet flere badmintonspillere i Danmark. Det viser medlemstallene fra 2018 fra DGI Badminton og Badminton Danmark. Dermed fortsætter badmintonsporten den positive tendens, som startede i 2016 og brød 15 års tilbagegang. I alt er den overordnede fremgang i 2018 på 503 medlemmer, så det unikke medlemstal er 119.912.

Specielt er det værd at bemærke, at badmintonklubberne har haft held til at øge antallet af teenagere, der spiller badminton. Det på trods af, at de 13 til 18-årige ellers er en notorisk svær målgruppe.

I overgangen fra folkeskolen til ungdomsuddannelse ”mister” unge i gennemsnit 11,5 time om ugen til transport, lektier og fritidsjob, og ofte er det idrætsaktiviteten, der bliver valgt fra, når der skal prioriteres. Men netop den udfordring har badmintonklubberne altså været gode til at skabe løsninger på.

Fjern presset fra de unges skuldre

I IF Frem Skørping Badminton i Nordjylland er det et tilbud skabt af unge selv, der har trukket de pressede unge til klubben. Gymnasieeleverne Amanda Rosendal Pilgaard og Jonathan Bentholm har startet holdet Ungdomsfjer for andre gymnasieelever og har på kort tid skabt et miljø, hvor 20-30 unge mødes en gang om ugen og slapper af med badminton for sjov, lidt sved på panden men vigtigst af alt – samvær med andre unge.

Læs: Jonathan gør unge i Skørping aktive

I Skørping fik de to unge initiativtagere Amanda og Jonathan mere eller mindre frie hænder til at starte et nyt hold. De satte kontingentet ned, så de unge kunne betale, og derudover satte de ambitionsniveauet ned, så det ikke handlede om evnerne indenfor ketsjersporten, men om at være sammen om idrætten.

De omstændigheder gør, at badmintonklubben i Skørping har fået 20-30 unge, nye medlemmer, som formentlig ellers aldrig ville have sat deres ben i klubben.

5 pointer om unge og idrætsliv

  • Unge oplever et stærkt forventningspres, om at de skal præstere på alle arenaer. I overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse ”mister” de 11,5 timer om ugen til transport, lektier og fritidsjob
  • Unge efterspørger nye koblinger af samvær, selvrealisering, sag og forpligtelse
  • Mange foreninger bidrager til presset ved tidligt at møde børn og unge med ”all-in-krav.” Få foreninger formår at skabe rammer, der passer til de travle og dem, der bare vil dyrke idræt for sjov
  • Træneren spiller en afgørende rolle for unges trivsel, men mange oplever barrierer, blandt andet at tiden er knap og at arbejdet med trivsel giver ekstraarbejde
  • Foreningerne, som tidligere var den eneste indgang til idræt og aktivitet, er i dag blot én af flere veje til høj puls

Kilde: DGI unge task force, 2018

I sjællandske Ledøje-Smørum er det en struktureret indsats, der ligger til grund for flere teenagemedlemmer. Klubben har fået en massiv fremgang blandt de yngste ungdomsmedlemmer ved at indføre stationstræning, så der er plads til alle. Ledøje-Smørum har også øget fastholdelsen, altså sørget for, at de unge ikke vælger badminton fra, ved at ansætte flere trænere og hjælpetrænere. Og så har de lagt vægt på masser af sociale indslag såsom fastelavnsfest, landsbyløb og tv-hygge. Resultatet er flere hold i holdturneringen end nogensinde før og et kæmpe engagement blandt de unge medlemmer til at være med.

Morten Helbo, idrætskonsulent med ansvar for ungeområdet i Badminton Bredde & Udvikling, sætter ord på fremgangen:

”Hvorfor har vi succes i år på ungeområdet? Fordi flere klubber har åbnet op for, at der også skal være teenagetræning på breddeniveau. Tidligere har vi nok mange steder haft en for ambitiøs tilgang, hvor det har handlet om unge, der virkelig vil noget med deres sport, men det batter at åbne op for breddetræningen,” siger idrætskonsulent Morten Helbo, som også var en del af den særligt nedsatte DGI-arbejdsgruppe Unge Task Force, som har undersøgt, hvorfor så mange 12-15-årige forlader idrætsforeningerne. 

”Nogle af de klubber, der har succes med at få flere unge, har skabt et frirum, hvor niveauet ikke er det afgørende, men derimod glæden ved fællesskabet,” siger Morten Helbo og nævner Skørping, Ledøje-Smørum, Engesvang, Vejle, Vejen, Holbæk og Hjørring som eksempler på badmintonklubber, der enten allerede har formået et etablere tilbud til unge eller er godt på vej til det.

Vi ser en tendens til at ville skabe et frirum for de unge, og her virker det til, at badminton er et godt spil

Morten Helbo, badmintonkonsulent

”Vi ser en tendens til at ville skabe et frirum for de unge, og her virker det til, at badminton er et godt spil med nogle gode rammer til at skabe det frirum,” fortæller Morten Helbo og forklarer:

”Man kan let komme i gang og piger og drenge kan spille sammen. Man kan hygge sig, uden spillet er for kompliceret og det er let at niveauopdele og stadig være sammen, fordi du har 5-6 baner. Derudover står man overfor hinanden, så man kan have en god kommunikation og grine af hinanden og sig selv. De rammer betyder, at det er muligt at invitere en bred målgruppe ind,” siger Morten Helbo.

Badminton er et godt spil til at skabe frirum

I Hjørring Badminton Klub er det mange tiltag, der har været med til at skabe en flot fremgang af unge. Heriblandt lavpraktisk forståelse for målgruppen ved for eksempel at gøre det muligt at betale kontingentet over internettet. Med i kontingentet følger en klubtrøje for med det samme at få folk til at føle sig som en del af klubben. Klubben har også investeret i trænergruppen og lavet tilbud til forskellige målgrupper.

Tidligere havde vi ikke et tilbud for eksempelvis teenagere og unge, som bare gerne ville spille lidt fjer en gang om ugen

Christian Nymand, Hjørring Badminton Klub

"Nu favner vi bredt med tilbud til forskellige målgrupper og ambitionsniveauer,” siger Christian Nymand, cheftræner i Hjørring Badmintonklub.

”For talentgruppen har vi etableret et samarbejde med Vendsyssel Elite Badminton, så de unge ikke er tvunget til at flytte klub for at blive udfordret. Men vi har også et ugentligt tilbud, som hedder Studiefjer, for de unge, der bare gerne vil spille lidt badminton en gang om ugen uden en masse krav,” fortæller Christian Nymand.

Holdet Studiefjer er for 15-30-årige, og det er der i øjeblikket 25-30 stykker, der benytter sig af. Unge, som vel og bemærke bevarer eller får en relation til den lokale klub og er aktive på et niveau, de kan overskue i stedet for helt at droppe at være aktiv. Hjørring har også to fyldte hold for den mellemliggende gruppe mellem talent og studiefjer.

Den overordnede fremgang i badminton, hvilket vil sige Badminton Danmark og DGI Badminton, er på 503 medlemmer, så det unikke medlemstal for 2018 er 119.912. Heraf udgør de 13-18-årige 15.876.