Frivillig i Sydafrika headhuntet til mesterskabs-coach
Phillip Samsøe spreder badmintonglæde i Cape Towns townships - og vindermentalitet i den lokale klub. Han hjalp deres U17 hold til fire medaljer ved de nationale mesterskaber.
Da Phillip Samsøe steg af flyet i Cape Town 28. september, var det starten på hans tredje badminton-eventyr i Sydafrika. Han har været der på badmintonlejr med Stenhus Badminton College to gange før, men denne gang er noget nyt og særligt.
Phillip er afsted som frivillig badmintontræner på et nyt projekt, hvor Stenhus i samarbejde med DGI tilbyder badmintontræning til udsatte børn og unge på tre skoler i Cape Towns townships, og han er med til at skabe rammerne for børnenes engagement i sporten.
"Jeg er med til at udvikle badmintonsporten og få flere til at spille den her. Ude i townshipsne er der mange børn, der kan have tendens til at ryge ud i nogle unoder. Hvis vi får dem til at elske sporten, kan vi hjælpe dem til at holde sig fra det," siger Phillip Samsøe om sit arbejde.
Men selvom han har taget to trænerkurser i DGI og er blevet træner i sin egen klub herhjemme, lærer han en masse om opgaven undervejs.
"Jeg kunne se mange muligheder i jobbet. Både for børnene her nede, og badmintonmæssigt for mig selv. Men jeg kendte ikke helt til opgaven og udfordringerne på forhånd. For eksempel er det svært at vide, hvor mange der kommer til træning. Disciplinen kan godt mangle lidt for børnene på township-skolerne," siger Phillip, der er vant til dansk punktlighed.
Headhuntet
Efter få uger blev Phillip Samsøes jobbeskrivelse dog udvidet - og så kom disciplinen i fokus.
"Jeg var med til et møde med formanden for den lokale klub Western Province, og de spurgte simpelthen, om jeg vil med til de nationale mesterskaber i Rustenburg som coach for deres U17 hold," fortæller Phillip og fortsætter:
"Det kom som en stor overraskelse. Og jeg blev også bedt om selv at spille for deres seniorhold til det nationale team event i Pretoria en uge senere".
Så snart Phillip havde sagde ja til tjansen, gik træningen igang. Og det hårde arbejde gav pote. Til mesterskaberne hentede Phillips spillere hele fire medaljer hjem: To gange bronze i dame double og en i herre double. Og så en sølvmedalje i dame single.
Spillerne vil gå gennem ild og vand for at gøre mig tilfreds – pånær at overholde deres sengetider
Phillip Samsøe, frivillig badmintontræner i Cape Town
"Vores resultater var meget overraskende. Sølv-vinderen var godt nok niende-seated, men hun slog jo den anden-seatede og mange andre rigtig gode spillere her nede... Jeg er meget, meget stolt af dem. Også dem, som ikke nåede så langt. Alle gjorde en stor indsats, og det er jeg meget tilfreds med," siger Phillip.
Faktisk har klubben aldrig før set så gode resultater, og Phillip kan høste en stor del af æren.
"Jeg træner nogle af landets bedste – men det er selvfølgelig et lavt niveau sammenlignet med Danmarks bedste. Men jeg prøver at gøre dem mere seriøse, og manageren siger, at resultaterne skyldes de ting, jeg laver med dem. De vil gå gennem ild og vand for at gøre mig tilfreds – pånær at overholde deres sengetider," fortæller han.
Badmintonglæde i townships
Så nu har Phillip to opgaver i Sydafrika: Han er træner for og spiller med eliten i Western Province. Han underviser på fem township-skoler. Og det sidste er mindst lige så spændende at være en del af, som det første.
"Jeg giver børnene på de fem skoler en introduktion til badminton. De sportsansvarlige i området får så mange elever fra skolerne som muligt til at komme og prøve sporten, og så er det min opgave at gøre badminton sjovt. De skal se og mærke, hvordan man kan have det sjovt med den her sport," siger Phillip.
Formålet er at udbrede badmintonsporten i Sydafrika, men også at give udsatte børn og unge et alternativ til at hænge på gaden og blive trukket ind i især narkomiljøet. Og det kan badmintonprojektet faktisk.
"Hvis de finder interessen, fylder det endnu mere, og det vækker det vinderinstinkt, der er i os alle sammen. Det er motivation til at blive bedre, og det kræver mere tid i hallen. På den måde er de ikke på gaden," siger Phillip og slutter:
"Og så er det nok en stor faktor, at jeg er fra Danmark. De har hørt om de store navne fra Danmark, så de går bare ud fra, at jeg også er rigtig god. De vil gerne imponere mig."