Gratis inspirationsdag for dig som badmintontræner

Badmintonforum er en gratis konference med masser af inspirerende oplæg og workshops for dig, der er badmintontræner enten professionelt eller frivilligt.

Til Badmintonforum vil fjerbold-entusiaster fra hele landet vil være samlet til en blanding af spændende indlæg og konkrete workshops. Foto: Richard Skovby

Der findes groft sagt to typer badmintontrænere.

Den ene type er dem, der har spillet badminton en stor del af livet, som på et tidspunkt er blevet træner og hvor al det, man skal vide om badminton, sidder på rygraden.

Den anden type er dem, der er forælder til et barn, der spiller badminton, og som på et eller andet tidspunkt er blevet frivillig træner, fordi der ikke var andre, der ville på daværende tidspunkt.

For alle badmintontrænere og klubledere uanset niveau

Og selvfølgelig findes der masser af andre typer. Men uanset hvilken type badmintontræner du er, har du nu muligheden for at få nye input til din trænergerning ganske gratis.

26. maj 2018 afholder DGI Badminton og Badminton Danmark nemlig konferencen Badmintonforum i DGI Huset i Vejle.

Badmintonforum er en dag for trænere, ledere og klubledere uanset niveau og erfaring og hvad enten engagementet er professionelt eller frivilligt

Badmintonfolk fra hele landet er inviteret til et program bestående af oplæg og konkrete workshops. Du får ny viden og de seneste trends om træner- og klubgerningen. Ikke mindst får du også mulighed for at danne netværk og erfaringsudveksle med personer fra andre klubber, der møder de samme udfordringer som dig.

Spændende program for enhver smag

Søren Østergaard, leder af Center for Ungdomsstudier, indleder dagen med en spændende indsigt i børn og unges forventninger til deres fritidsliv. Hvad sker der i de unge mennesker, når de skifter fra ”tilstedeværelse til tiltideværelse”. Søren Østergaard tegner også et billede af, hvad børn i 3.-6. klasse bruger deres fritid på og hvordan de trives generelt.

Se videoen, hvor Søren Østergaard fortæller om sit oplæg. 

Programmet byder efter det fælles oplæg på en række valgfri workshops, hvor fællesnævneren er at skabe værdi for din klub. Blandt andet kan du høre om, hvordan Voksenbadminton - badminton for voksne begyndere - kan skabe ny aktivitet og skaffe flere medlemmer i din klub.

Du kan få konkrete fif til, hvordan du på vegne af din klub søger om få en bid af DIF og DGI’s Foreningspulje på 45 millioner. Eller hør om, hvordan du motiverer nye unge trænere eller hvordan du synliggør din klub i dit lokalområde. Ovenstående er bare et udpluk. Se hele programmet her

Gør Badmintonforum til en fælles klubtur

Arrangementet er gratis, så Badmintonforum er oplagt at gøre til en fælles klubtur. Tager I flere afsted fra samme klub, øger det også chancen for, at I får omsat den nye inspiration til hverdagen i klubben.

Alle, uanset om du er født med en ketcher i hånden eller netop har rørt en fjerbold for første gang, er velkomne.

Vi garanterer, at der er brugbare input både for dig, der ved så meget om badminton, at du tror, du ikke kan lære mere, og for dig, der er spritny og måske i virkeligheden kun stiller op i din klub af ren og skær nød.