HIF Badminton sejrede med en niendeplads i Tjekkiet

Et wildcard til RSL Cup 2015 bragte glæde og overraskelse til sønderjysk klub. Endnu mere overraskede blev klub og spillere kort før afrejse: De skulle dyste mod international elite.

Forventningerne blev justeret, da det gik op for HIF Badminton, at de skulle stå overfor elite-spillere. Og de kom hjem med en flot niendeplads. Foto: Søren Thuesen

Fem U15-spillere fra HIF Badminton i Hjerting deltog i åbningsceremonien for RSL Cup 2015 i Cesky Krumlov, Tjekkiet. Der var musik, nationalflag hængende fra loftet og en borgmester, som holdt tale.

De danske spillere stod klar i nye spilletrøjer, indkøbt til lejligheden. De var spændte - havde gåsehud. Og det med god grund:

"Kort før afgang, da navnene på de øvrige deltagere blev offentliggjort, fik vi noget af en overraskelse: Holdene vi skulle op imod var elite-spillere. Det Slovenske U15-landshold, vindere af den bedste hollandske U15-række, osv... 12 hold i alt," fortæller Søren Thuesen, medlem af bestyrelsen i HIF Badminton og holdleder på turen til Tjekkiet.

Med på et "wildcard"

Beskeden om, at Hjerting-holdet skulle møde top-spillere kom fem dage før afrejse. Og det var alt andet lige "en kold klud i hovedet," fortæller Søren Thuesen.

For holdet var gennem sin kontakt i RSL Danmark kommet med på et "wildcard". Deltagelse i stævnet vil på sigt blive udloddet som præmie i den danske U15 holdturnering i DGI, men eftersom holdturneringen var afsluttet for i år fik HIF Badminton mulighed for at tage afsted. De vidste ikke meget om stævnet, men havde dog håbet at kunne placere sig godt. Den forventning skulle nu justeres.

Alle er enige i, at det har været en fantastisk tur

Søren Thuesen

"Over aftensmaden inden afgang havde vi en god snak med de unge, om hvad vores forveninger til stævnet skulle være. Den store pokalhøst var nok ikke lige i sigte. Så vi fik sænket overliggeren og taget presset af skuldrene, men samtidig skulle vi spille alt det badminton vi kunne og tage alle de chancer vi overhovet kunne," siger Søren Thuesen.

En niendeplads er en sejr!

Holdet satte afsted fra Danmark torsdag den 11. juni, og stillede op i hallen i Tjekkiet næste morgen efter en lang tur på de europæiske motorveje. De var klar. Men først lørdag eftermiddag var en sejr indenfor rækkevidde. De mødte hjemmeholdet Cesky Krumlov A, som desværre trak fra i sidste ende og vandt knebent; 2-3.

Heldigvis fik holdet chancen igen, og søndag eftermiddag kunne HIF Badminton juble over en 4-1 sejr over samme hold. Og med sejren sluttede badmintonklubben på en niendeplads i deres første internationale turnering.

"Søndag kl. 16.00 sad fem spillere og to ledere atter i bilen, på vej hjem mod Danmark. Fuld af inspiration over godt badmintonspil, oplevelsen af internationalt miljø og højt humør over den flotte 9. plads. Og alle er enige i, at det har været en fantastisk tur," siger Søren Thuesen. 

Og det kan man tydeligt høre på spillerne:

"Vi havde regnet med at komme længere ned, fordi de var meget bedre end os, så det var bare fedt at være sammen med klubben der nede og have en masse fedt spil. Det var en maga fed tur, som jeg gerne ville gentage hvert år, hvis det skulle være," siger 14-årige Casper Nymann Kristensen, som var med i Tjekkiet.