Jonathan gør unge i Skørping aktive
18-årige Jonathan Bentholm tager en tørn i foreningslivet, og trækker andre unge med.
I Skørping, en by i Nordjylland med 2.982 indbyggere, er Jonathan Bentholm et strålende eksempel på, hvor vigtigt det er, at unge involverer sig i idrætsforeninger.
I fritiden er han tennistræner, badmintontræner og bestyrelsesmedlem i begge byens ketsjerklubber. I tennis har Jonathan været med til at øge medlemstallet fra 65 til 165. I badminton er de gået fra 50 til 70 medlemmer på grund af aktiviteter, som Jonathan Bentholm har været en del af. Men han er ikke alene om det, og det er første lærdom. Der er andre unge involveret, og det er afgørende for både Jonathans engagement og aktiviteterne.
"Det er sjovt at se en idé gå fra 0 til mange. Jeg kan godt lide den proces. Det er lidt et fix og sjovt at se andre have det sjovt med noget, jeg selv kan lide."
3 råd til at få unge i bestyrelsen
- Spørg dem
- Husk ja-hatten, når unge viser initiativ
- Lad unge og gamle supplere hinanden. Det giver en god dynamik
"Det er jo et job på en måde. At tage ansvar og få sat ting i gang giver mig en masse, jeg også kan bruge i fremtiden. Det åbner mange døre, og man får en masse evner," siger Jonathan.
I tennisklubben er det et firkløver bestående af Jonathan, Eva, Carl og Frederik, der har taget teten og øget medlemstallet med 150 procent. Fire kammerater, der er vokset op sammen på tennisbanen.
I badmintonklubben står han sammen med Amanda Rosendal Pilgaard bag holdet Ungdomsfjer, der har trukket 20-25 nye, unge medlemmer fra Skørping og omegn til badminton hver torsdag aften.
Nogle har spillet badminton i mange år. Andre har aldrig spillet før. Nogle løber til træning. Andre tager bilen. De er vidt forskellige, og forenes til badminton for at hygge sig og være sammen med andre unge.
Amanda Rosendal Pilgaard fik idéen til at starte holdet. Hun havde ingen tilknytning til badmintonklubben i forvejen, men kendte Jonathan fra folkeskolen. En skade havde sat en stopper for, at Amanda kunne spille håndbold og fodbold, så hun manglede et sted at være aktiv.
"Jeg manglede et sted, hvor man kunne mødes med sine venner en torsdag aften om noget, der ikke nødvendigvis var druk og fest," fortæller Amanda.
Det ville Jonathan gerne hjælpe med. Han tog forslaget med på et bestyrelsesmøde.
"Det kan nemt koste 1.000 kroner at gå til badminton, men vi kender vores venner godt nok til at vide, at det er for mange penge. Så ud over en haltid, skulle vi også have lov til at sætte kontingentet ned til 500 kroner," fortæller Jonathan Bentholm.
Niveau kommer ikke i første række
Bestyrelsen gav Jonathan og Amanda frie hænder, og det var afgørende for, at holdet blev til noget. Jonathan Bentholm forklarer:
"Bestyrelsen sagde; det lyder som en god idé. Gør, hvad I vil. Bare I selv står for det. De kunne også have sagt; det kan vi ikke, kontingentet er lavere end for andre, og det går ikke, men det gjorde de ikke. Vi fik et kæmpe ”go”, og det er det, der giver et skub til at prøve at starte noget. Havde der været en masse bøvl, havde vi nok ikke gidet gå videre med idéen."
Venner og bekendte blev spurgt, om de ville være. I en gruppe på Facebook blev flere inviteret. Gruppens medlemmer kunne også invitere. Ringene spreder sig langsomt af sig selv derfra.
"Det kører rimelig organisk," fortæller Jonathan Bentholm.
Resultat: 20-25 nye, unge medlemmer i badmintonklubben, som formentlig aldrig ellers ville være startet.
En af pigerne på holdet hev en dag en veninde med. Veninden havde ikke idrætstøj, men det gjorde ikke oplevelsen ringere, for bagefter meldte hun sig ind. Et sigende eksempel på rummelighedens betydning.
I tennisklubben fik de også frie hænder til at ændre på års underskud og medlemstilbagegang. Alt lige fra tilbud med fordelagtige kontingenter, fest, tennisskole, gratis juniortræning og hygge med grill og tennis blev arrangeret.
Indsatsen resulterede i 100 nye medlemmer plus 20-30 stykker med løsere tilknytning.
Dem med løsere tilknytning er typisk børn og unge, der har været med til en vennedag eller til Grill & tennis, men endnu ikke er blevet "rigtigt" kontingentbetalende medlem. En lignende gruppe er der i badmintonklubben. De har endnu ikke indløst medlemskab og får det måske aldrig, men de er i periferien af foreningslivet og har fået en smagsprøve, som de måske aldrig ville have fået.
Lystbaserede tiltag
Det er ikke undervisning, som Jonathan praktiserer til Ungdomsfjer. Han sætter dem bare i gang. Det er sjovt, uformelt, hyggeligt, frit og sved på panden.
Der er frie rammer og plads til at tage en ven med. Det handler ikke om at være bedst til badminton, men om at hygge sig, få motion, have det sjovt sammen med jævnaldrende. Selve idrætten kommer langt nede i hierarkiet.
Men hvad sker der, når han og de andre unge flytter fra byen? Er det slut med Ungdomsfjerholdet, hvis tovholderen flytter. Måske.
"Det ødelægger jo ikke noget. Der går ikke noget tabt. De, der gerne vil fortsætte med at spille, finder nok noget andet, de vil. Vi har aldrig overvejet, at vi skulle skabe noget langtidsholdbart. Det var virkelig bare et spørgsmål om, at Amanda havde ondt i knæet og skulle dyrke noget sport. Jeg synes, det var en god idé, og fik nogle med. Så ville vi gerne holde en julefrokost, så gjorde vi det. Det er meget lystbetonet. Den der langsigtede plan – den har vi lige glemt," siger Jonathan Bentholm.
"Man kommer bare, og så ser vi, hvad der videre sker. Det er ikke pligter, vi skal have afsat. Vi laver det, vi har lyst til," slutter Amanda Rosendal Pilgaard.
Og spørgsmålet er, om det gør noget. Og om det ikke bare er sådan, det er i dag.
