Kamptræning fører til... Kina!

DGI og RSL rejser til Kina med otte stævneglade U17 spillere. Danneslesrejsen skal inspirere og glæde, men også skabe forståelse for andre tilgange til badminton.

Otte glade U17 spillere er på vej til Kina med DGI og RSL. Her skal de spille badminton og opleve kulturen. (Arkivfoto)

På lørdag går det løs: Otte unge badmintonspillere letter fra Danmark, og når flyet er landet, stiger de ud i Beijing, Kina. Herfra står den på en uge med badminton og kulturoplevelser.

Rejsen er arrangeret i samarbejde mellem DGI og RSL, og de otte unge er nøje udvalgt:

De er alle U17 spillere, som har været så aktive til DGI's stævner, at de er blevet indstillet til en billet på rejsen. Alle DGI's 14 landsdele kan indstille to U17-spillere, og herefter udtrækkes de otte deltagere.

"Det var en overraskelse at blive udtrukket. Jeg har aldrig været i Kina før, så det er en perfekt mulighed for både at spille badminton og møde den kinesiske kultur. Jeg er sikker på, at det bliver helt fantastisk", siger 16-årige Tristan Enkebølle Nielsen, som er blandt de heldige otte.

Dannelsesrejse

Formålet med at sende unge spillere til Kina er at give de unge spiller en stor oplevelse, både på og udenfor banen.

"Turen handler om uddannelse og dannelse af de unge spillere. Gennem kulturmødet og mødet med andre unge spillere, som har en helt anden baggrund og tilgang til badminton, håber vi, at de finder endnu større glæde og motivation for sporten. Og det håber vi, de vil tage med hjem og give videre i deres klubber", fortæller Jesper Munk, Badmintonkonsulent i DGI.

Jeg får mulighed for at spille badminton mod nogen fra den anden side af Jorden. Det forventer jeg, bliver helt anderledes end at spille her hjemme – og det glæder jeg mig til

Tristan Enkebølle Nielsen, U17-spiller

Og netop det forventer spillerne i rejsetruppen sig også:

"Jeg får helt sikkert en masse oplevelser med hjem. Det bliver nyt, at jeg skal rejse uden mine forældre. Og jeg får mulighed for at spille badminton mod nogen fra den anden side af Jorden. Det forventer jeg, bliver helt anderledes end at spille her hjemme – og det glæder jeg mig til" siger Tristan Enkebølle Nielsen.

Han suppleres af 15-årige Julie Rønn Nielsen, som også er på vej til Kina:

"Jeg tror jeg vil lære en masse af turen, både om kulturen i kina, men også om hvordan man færdes i en kultur der er så anderledes end den, jeg er vant til", siger hun.