MiniTon-tema: Fire klubbers forskellige tilgange til MiniTon

Overvejer du at starte MiniTon i din klub? Lad dig inspirere af fire forskellige klubber, der med succes tilbyder MiniTon på hver sin måde.

Der er mange forskellige måder at tilbyde MiniTon på. Læs fire forskellige klubhistorier herunder. Foto: Richard Skovby

MiniTon er badmintontræning for børn i alderen 5-9 år med fokus på leg, bevægelse og glæde, hvor forældrene deltager aktivt.

Over 160 badmintonklubber tilbyder allerede MiniTon, og der er plads til flere. For MiniTon er badminton på børnenes præmisser, tilgangen er legende og formålet er at give børn den bedst mulige start på et forhåbentligt langt idrætsliv.

Der er mange forskellige måder at tilbyde MiniTon på, og kun fantasien sætter grænser for, hvordan lige netop I får MiniTon i jeres klub. Det kan du læse fire forskellige historier om herunder.

  • Læs for eksempel om Dalum-Hjallelse på Fyn, som har haft stor succes med at lokke nye medlemmer til gennem prøvetræninger for børn og forældre. Prøvetræninger, som giver både børn og forældre mulighed for at se aktiviteten an, inden krav om at melde sig ind

  • Eller læs om Gråsten Badmintonklub, som først og fremmest går op i at tilbyde lokalsamfundet nogle fede muligheder i badmintonhallen. Og har skabt et succesfuldt tilbud ved hjælp af dedikerede trænere, ved at gøre brug af det gratis undervisningsmateriale og gennem forældreinddragelse

  • Tjek også den spændende historie om ildsjælen og vuggestuepædagogen Eva Delberg fra Vordingborg, som startede MiniTon op som en aktivitet for børnene i den integrerede institution, hun arbejder i. Historien om Eva og børnene i Vordingborg handler om, at børn skal opleve glæden ved at bevæge sig – allerede i børnehavealderen – og komme ned i den lokale hal. Måske er det det, der skaber lysten til en dag at finde en idrætsklub og blive en del af et fællesskab

  • Sidst men ikke mindst kan du læse om ligaklubben Værløse Badmintonklub, som udover at have nogle af landets allerbedste spillere, også har to MiniTon-hold med 12-14 børn på hver. Værløse Badmintonklub tilbyder MiniTon af flere langsigtede årsager: fordi eliten udspringer af bredden og fordi de tror på, at MiniTon giver et så godt motorisk grundlag, at det kan være med til at øge fastholdelsen blandt medlemmerne

Lad dig inspirere af historierne, og stjæl med arme og ben det, du kan bruge. Det, der virker et sted, virker sikkert også et andet sted.