Sæt dine badmintonspilleres hoved i aktion

Mentaltræning bør prioriteres i træningen på lige fod med fysik, teknik og taktik - Og mentale færdigheder kan trænes via hardcore værktøjer på badmintonbanen.

Mentalttræning giver dine spillere det mentale overskud, der skal til for at nå sine toppræstationer. Foto: Lars Holm

Hvor ofte træner dine spillere det helt rigtige svirp i håndleddet gang på gang? Hvor ofte repeterer I, hvor boldene skal sættes? Det er teknik og taktik. Tænk over det.

Og overvej så, hvor ofte du sætter "opmærksomhed" på træningsprogrammet. Måske ikke nær så tit.

Men spørger du mentaltræner Carsten Oldengaard, skal du netop skrue op for den del af træningen, for det er efter hans mening en forudsætning for, at dine spillere går på banen og leverer.

"Fysisk, taktisk, teknisk og mentaltræning. De fire områder er alle sammen vigtige for at lave en toppræstation; det er mit afsæt. Hvis du vil have mennesker – eller badmintonspillere – til at præstere og blive så dygtige som de overhovedet kan, så skal der være fokus på dem alle," siger han og uddyber:

"Som spiller kan du klare dig på et vist niveau, men det får begrænsninger: Man kan være et fysisk vidunder eller have stor taktisk forståelse, men er du mentalt svag, kan du ikke toppræstere. Så det mentale er vigtigt, men jeg tænker ofte, at 'hvor pokker bliver træningen så af'? For mange trænere ved ikke, hvordan de skal gribe det an."

Carsten Oldengaard er selv tidligere elitesportsudøver, træner og foreningskonsulent, så han kender landskabet i badmintonklubberne. Og derfor tilbyder han og DGI to trænerkurser i mentaltræning i løbet ad foråret 2017, hvor han deler ud af sine helt konkrete mentale værktøjer.

Styr opmærksomheden der hen, hvor du har indflydelse

Et af de basisværktøjer som Carsten Oldengaard arbejder med er spillernes opmærksomhed. For opmærksomheden har stor indflydelse på, hvordan træning og kampe udvikler sig.

"Man skal vide, hvordan ens opmærksomhed bevæger sig, og der er ting, der er mere hensigtsmæssige at være opmærksomme på end andre," siger Carsten Oldengaard.

Og her henviser han til, at man nemt retter sin opmærksom hed på elementer i spillet, som man egentlig ikke har indflydelse på - hvis man altså ikke er opmærksom på opmærksomheden.

Opmærksomhed som begreb er noget, træneren skal foranlede. Men hvis træneren ikke ved det her, hvordan skal spilleren så finde ud af det

Carsten Oldengaard, mentaltræner

"Bruger spilleren for eksempel sin opmærksomhed på "dommer"-kendelser, fokuserer man på noget, hvor man har meget lidt indflydelse. Så det er spild af opmærksomhed. Her vil det være bedre at bruge sin opmærksomhed på, hvordan man server bedst, spiller sin retur, eller hvordan man står i defensiven - eller noget helt fjerde," forklarer han.

Carsten Oldengaard mener altså, at spillerne kan og skal lære at styre sin opmærksomhed.

"Det er svært, men det kan lade sig gøre," som han siger.

Men det er ikke kun spillerens ansvar.

"Opmærksomhed som begreb er noget, træneren skal foranlede. Men hvis træneren ikke ved det her, hvordan skal spilleren så finde ud af det," spørger han retorisk.

Mentaltræning er for badmintonspillere på alle niveauer

Kurserne i mentaltræning er primært for "erfarne og ambitiøse trænere", men Carsten Oldengaard understreger, at mentaltræning er for alle spillere på alle niveauer.

"Mentaltræning har intet med niveau at gøre. Det er for alle, men man skal ville området, og både træner og spillere skal være indstillede på, at det er hårdt arbejde at blive stærkere mentalt," siger han.

For træneren handler det langt hen ad vejen om at vide, hvad opgaven går ud på, og hvordan man varetager den.

"Man behøver ikke have en terapeutisk tilgang til sig slev eller træning for som træner at arbejde med mentaltræning. Mentaltræning af basisværktøjer handler om, at man har nogle faglige indsigter og nogle didaktiske overvejelser om, hvordan man formidler indholdet, så man opnår forståelse og giver spilleren mulighed for at arbejde mentalt," forklarer Carsten Oldengaard og fortsætter:

"Mentaltræningskurset er hardcore værktøjer, som man som træner kan formidle og implementere. Så når vi taler mentaltræning, ønsker vi at træne mentalt. Det er ikke terapi, men det kan have terapeutisk effekt. Det er heller ikke coaching, men det har coachende elementer.