Succes: Medbestemmelse får teenagere til at komme til træning

I Ledøje-Smørum Badminton er deltagerne på teenageholdet selv med til at bestemme, hvad træningen skal indeholde, og det er en succes.

I Ledøje-Smørum Badminton var teenagerne tydeligvis ikke vant til at blive spurgt om, hvad de havde lyst til, at træningen skulle indeholde. Men spurgte gjorde træner Markus Nielsen, og nu er der næsten fuldt hold hver gang. Foto: Stine Sophie Winckel

Udenfor er det mørkt, og efteråret rusker henover den fyldte parkeringsplads foran hallen, hvor Ledøje-Smørum Badminton træner. I hal to er 19 unge i alderen 12-15 år på teenageholdet klar til en times badmintontræning. Der er plads til 24 på holdet, og det sker ikke ret tit, at der er under 20 til træning. Hallen emmer af ungdommelig kådhed og fjanten rundt for de 11 drenge og otte piger inden det improviserede småspil bliver afløst af en gang opvarmning.

Læs også: Voxpop: Det siger teenagere om at få medbestemmelse på træningen

Fordelt i en cirkel spørger træner Markus Nielsen på skift de unge, hvilken øvelse der skal laves. En byder ind med sprællemand. En anden vælger planken. 'Armbøjninger,' siger en tredje. Hvis et medlem ikke har energi til en øvelse, kan de springe over. Markus Nielsen tror ikke på tvang, men på medbestemmelse.

"I DGI taler man rigtig meget om aldersrelateret træning, hvor jeg arbejder med ambitionsrelateret træning. Jeg spørger dem, hvad vil de gerne opnå med badminton, og så tilrettelægger jeg træningen efter, hvad der giver dem værdi," siger Markus Nielsen på 20 år, der har været træner i Smørum i tre år. 

Teenagere engagerer sig mere, når de får indflydelse

"Det er en grundtanke med dette teenagehold, at de får indflydelse på deres træning, for så engagerer de sig mere og har det sjovere," fortæller Markus Nielsen.

"De ville helst lave noget styrke (ikke badmintonfitness, red.) og så noget teknisk træning, så de bliver bedre spillere, og så ellers en masse kampe og hygge, så de har det fedt med sporten, og ikke ser det som en sur pligt, som bare skal overstås," fortæller Markus Nielsen, der både har badminton og DGI under huden, da han har hjulpet DGI med Skolebadminton gennem et år og selv er lærervikar på en lokal skole.

Bonus: Godt råd til at få flere til træning

Markus Nielsen, 20 år, træner i Ledøje-Smørum: 

"Jeg vil anbefale skolebadminton, og jeg har set klubber, der får massiv medlemstilgang efter der har været en instruktør fra DGI ude og præsentere badminton. Den afslappede og sjove tilgang til badminton er helt klart med til at forøge medlemstilgangen, og jeg er overbevist om, at man godt kan bruge skolebadminton til at lokke spillere til."

Sporten skal være et frirum, og når de får indflydelse, føler de også et større ansvar. Når de selv er med til at tilrettelægge det, bliver det bliver deres eget og de involverer sig mere

Markus Nielsen, træner i Ledøje-Smørum

Markus Nielsen tror på, at de unge spillere får en forståelse for, at det bliver godt, hvis de selv lægger nogle kræfter i det. Og med røde kinder og sved på panden lytter de 19 unge da også intenst, når Markus Nielsen og assistenttræneren Mathias gennemgår teknikken bag badmintonsportens hurtigste slag. Og han lytter til dem. Teenageholdet har selv valgt, at der står smashtræning på programmet i aften.

Ikke vant til at blive spurgt

"Da vi startede træningen op efter sommerferien var de lidt forvirrede og de havde svært ved at se, hvordan de kunne byde ind med noget. De skulle selv finde på øvelser til opvarmningen, og det kunne jeg godt mærke, at de ikke var vant til fra skolen. Det er ikke altid øvelserne til opvarmningen bliver helt revolutionerende, men de kommer selv med nogle variationer og det er super sjovt at se."

For de unge i de tidlige teenageår fylder skolen det meste. Nogle starter også på et fritidsjob, og kærester er et vigtigt tema. På Markus Nielsens hold er der plads til at være træt og have en dårlig dag.

"Jeg vælger at tro, at det er de rammer, vi i fællesskab har bygget op omkring træningen, der får dem til at dukke op. Vi har en mere løs tilgang til det her. Jeg ved fra fodbold, at man mange steder SKAL komme til træning, og hvis man ikke kommer, koster det kage."

Øv-dage er okay i Ledøje-Smørum

Her er der mere plads til, at der sker andre ting i ens liv

Markus Nielsen, træner i Ledøje-Smørum

"Og når du så endelig kommer til træning og har nogle skavanker eller er helt smadret efter en lang dag i skolen, så fortæller jeg dem, at det også er okay, og at det er fedt, de kommer til træning alligevel. Der skal være plads til, at de kan sætte sig lidt ud på bænken, hvis de ikke kan følge med i opvarmningen eller har ondt i benet."

Den bedste måde at måle på succesen for teenageholdet er deres fremmøde.

"Selvfølgelig vil de også godt blive bedre badmintonspillere, men det er ikke det, der er det vigtigste. For mig er det vigtigere, at de er glade for at komme til træning og føler sig taget alvorligt, og det er super fedt, at de involverer sig så meget. De er velkomne til træning, selvom de er trætte eller har en dårlig dag. Jeg synes, det er en succes, hvis en siger til mig: 'Markus, det er en skoddag i dag, men jeg kom til træning alligevel,' for så ved jeg, at de synes, det er fedt at komme til træning," slutter han.