125 piger festede på pigebasketfestival

Flere og flere danske piger spiller basketball i Danmark. Det var tydeligt lørdag den 4. marts i Nørrebrohallen, hvor 125 seje basketpiger gav den gas med driblende basketbolde, dunkende danserytmer, grin og high fives.

Der var gang i den i Nørrebrohallen første lørdag i marts. Basketballklubben på Nørrebro, Stevnsgade Basketball Klub, var vært ved årets pigebasketfestival, der arrangeres af DGI Basketball, Danmarks Basketball Forbund, Dameligaen og BørneBasketFonden. Sikke en fest!

De første piger dukkede op lidt i kl. 10 lørdag formiddag, og de fandt hurtigt boldene frem og testede kurvene i Nørrebrohallen. Da alle de mange piger havde tjekket ind og fået en t-shirt, startede dagen med fuld fart under fødderne og fælles opvarmning for alle.

Trænerne var nogle af landets allerbedste kvindelige basketballtrænere, og der var også nogle af Dameliga-spillerne, der hjalp til, herunder Stevnsgades 'superwoman', Hannah Sheikh.

Masser af smil og seje moves med kendt danser

Sidst på formiddagen dukkede danseren og koreografen Toniah Pedersen - kendt fra blandt andet X Factor - op og udfordrede basketpigerne med en dansekoreografi.

"Det var helt forrygende at se pigerne danse sammen på tværs af alder og klubber, og selvom ikke alle trinene var lige nemme at få lært, var der masser af smil, seje moves og fart over feltet hos alle pigerne," udtaler Mads Bojsen, konsulent hos DGI Basketball.

Toniah Pedersen sluttede af med at fortælle pigerne, at hvis man er dedikeret til noget og træner, træner og træner, kan man blive, hvad man vil. Et vigtigt budskab til alle piger i alle aldre.

Efter lidt mere basketball-træning, var der gode, sunde sandwich fra Protein-Bar, og pigerne gjorde sig klar til at heppe på de lokale favoritter fra Stevnsgade Superwomen.

Flot Dameliga-opgør rundede dagen af

De 125 piger fyldte godt på tilskuerpladserne og de to Dameliga-hold fra Stevnsgade Superwomen og sidste års danske mestre fra Virum Go Dream kvitterede for den store opbakning med en flot kamp, der endte med en sejr til gæsterne fra Virum på 68-61.

Pauseunderholdningen sørgede pigerne naturligvis for – godt pisket frem af den altid veloplagte kampspeaker, Jan Boel, fra Stevnsgade.

Pigerne sluttede pigebasketfestivalen med en masse skudkonkurrencer og små korte, intense kampe, inden de glade og trætte piger tog hjem ved 17-tiden med en lille goodie-bag i hånden.

Pigebasketfestival skal få flere piger til at spille

Pigebasketfestivalen er et led i en samlet indsats fra DGI Basketball og Danmarks Basketball Forbunds om at få flere piger til at spille basketball.

Og der var en hel del piger med til pigebasketfestivalen, der (endnu) ikke går til basketball, blandt andre Magdalena fra Nørrebro og Liv fra Bellahøj, der begge er 9 år. De havde en fed dag.

"Det har været rigtigt sjovt. Vi har bevæget os meget, leget mange gode lege, og det var fedt med dans," udtaler Magdalena.

"Jeg var også på SFO Basket Camp i vinterferien og det er meget sjovt at spille basketball. Jeg kunne godt finde på at starte til det," supplerer Liv.

Og på spørgsmålet om, hvorfor det er fedt at spille basketball, svarer veninderne samstemmigt.

"Man skal prøve at ramme noget og det sjovt, for så kan man øve sig og øve sig og så kan man blive verdensmester," fortæller Magdalena.

"Det er sjovt at bevæge sig og løbe, og så er det fedt at være sammen med de andre piger," siger Liv.

Begge piger tog hjem fra pigebasketfestivalen med en masse gode oplevelser og to indmeldelsesblanketter til Stevnsgade Basketball Klub i rygsækken. Der var vist ikke sidste gang, vi så de to friske piger med en basketball i Nørrebrohallen.

Kort om pigebasket i Danmark

Der er cirka 12.500 danskere, der går til basketball i en klub i Danmark, heraf cirka 2.200 piger under 18 år.

Da DGI Basketball og Danmarks Basketball Forbund startede indsatsen for at få flere piger til at spille basketball i 2013, var der cirka 1.800 piger under 18 år, der spillede basketball i en klub.